20/10-14
-
Pressemeddelelse
Erfaren detailprofil skal lede Salling Aalborg
Anja Kibsgaard skal stå i spidsen for Sallings 500 medarbejdere i det nordjyske
Det er med 25 års erfaring i stormagasindrift fra Magasin, at den 44-årige Anja Kibsgaard overtager ledelsen af Salling Aalborg den 1. december 2014.
Anja Kibsgaard blev udlært i dametøj hos Magasin i Aarhus for 23 år siden. Detailbranchen viste sig at være den helt rigtige hylde for den unge salgselev. Anja Kibsgaard kom ind på Magasins talentuddannelse, og gennem årene arbejdede hun sig støt og målrettet op gennem i virksomheden, hvor hun har bestredet stillinger i både Odense og Aarhus. Hun har blandt andet arbejdet som salgsleder, salgschef, projektleder, driftschef, og gennem de sidste fire år har hun været stormagasinchef i Magasin i Aarhus.
Under hendes ledelse har Magasin gennemgået en større ombygning og oplevet en stigende kundestrøm med øget omsætning til følge. Derfor glæder det også Sallings direktør, Marianne Bedsted, at hun har fået en driftig og resultatorienteret leder til stormagasinet Salling i Aalborg.
- Anja har gennem sine mange år i Magasin erhvervet sig indgående kendskab til detailbranchen. Hun er stærk på drift og har skabt flotte resultater gennem sin karriere. Magasin har gennemgået en spændende udvikling under hendes ledelse, og den fremdrift, hun besidder, skal medvirke til at udvikle Salling Aalborg, siger Marianne Bedsted.
Den udfordring ser Anja Kibsgaard frem til. Selvom det er med vemod, at hun takker af efter 25 år i Magasin, ser hun frem til arbejdet med at sikre, at Salling Aalborg også fremover vil tiltrække kunder fra Aalborg og opland.
- Tidspunktet er rigtigt for mig til at prøve kræfter med nye udfordringer, og jeg ser frem til at bruge mine erfaringer i et stormagasin i mit lokalområde, siger Anja Kibsgaard, der selv bor i Svenstrup syd for Aalborg.
- Jeg har altid haft stor respekt for Salling, som er en institution i Aalborg. Jeg glæder mig til at bidrage med det, jeg kan, og til at møde medarbejderne, som i høj grad er med til at tegne stormagasinet udadtil, siger hun.
Anja Kibsgaard afløser Michael Deleuran, som har valgt at søge andre udfordringer.
Kort om Anja Kibsgaard
Født 1970 i Viborg
Uddannet Akademiøkonom fra Viborg Handelsskole
Gift med Lars Munkholm - sammen har de to døtre på 12 år