01/12-14
-
Pressemeddelelse
Simremad hitter på weekendbordet
Danskerne nyder at bruge tid i køkkenet i weekenden, og det kan Dansk Supermarked mærke på salget af simrekød
Simrende kødretter, som tilberedes med kærlighed gennem en hel eftermiddag, er oftere på middagsbordet, når der bydes velbekomme i weekenden. Grydestege, tykkamme, osso buco og andre billige udskæringer, som kræver lang tilberedningstid, bliver nemlig flået op af Dansk Supermarkeds kølediske i weekenden.
- Salget af simrekød er helt sikkert steget gennem de seneste år, og det fylder mere i vores køddiske end nogensinde før. Vi skærer rigtigt mange tykkamme, bove og skanker, så efterspørgslen er helt sikkert stor - særligt i weekenden, siger Henrik Kjærsgaard, slagtermester i føtex food Skæring ved Aarhus.
Også i føtex Ro's Torv i Roskilde mærker man danskernes trang til simrende kødretter.
- Kunderne køber stadig gode, røde bøffer. Men det er noget nyt, at vores store og billigere udskæringer sælges i weekenden. Det er en billig spise, men det tager altså noget længere tid at få smagen frem og gøre kødet mørt, fortæller slagtermester Dennis Larsen.
Salg er eksploderet
Indkøbschef for kød og fjerkræ i Dansk Supermarked Claus Hansen kan nikke genkendende til tendensen på tværs af Dansk Supermarkeds kæder og fortæller, at det er blevet trendy at servere simreretter, når middagen skal være noget særligt. For mens det for bare få år siden gav prestige at bruge pengene på dyre tournedos og mørbrader, er det nu i højere grad tid, som investeres i maden.
- I løbet af de sidste 10 år er salget af simrekød i føtex og Bilka steget med en tocifret procentsats, så det er virkeligt noget, som folk har taget til sig. Efterspørgslen på nakkestege er eksploderet, efter danskerne har fået øjnene op for Pulled Pork, og der er gået prestige i at tilberede disse heldagsprojekter til aftenbordet. Mens Pulled Pork mest et sommerhit, kan vi se, at tendensen fortsætter med simrekød i efteråret og om vinteren, siger Claus Hansen.
Kompenserer for travl hverdag
Det ses i flere sammenhænge, at der gøres noget mere ud af maden i weekenden. En travl hverdag blandt de fleste danskere har betydet, at forskellen på hverdags- og weekendmad er blevet større, mener Christian Stenbak Larsen, madsociolog på Professionshøjskolen Metropol.
- Nogle gange skal madlavningen jo være nem i en travl hverdag. Derfor er der flere, som prioriterer at bruge tid på maden i weekenden, som en slags kompensation for, at man ikke når at lave "ordentlig" mad i hverdagen, fortæller Christian Stenbak Larsen.
Mens simremaden hitter fredag, lørdag og søndag, er det fortsat hakkekød, koteletter og kylling, der er danskernes foretrukne hverdagskød.
Kontaktinformation
Dennis Larsen - Slagtermester i føtex Ro's Torv - 46 33 90 00
Henrik Kjærsgaard - Slagtermester i føtex food Skæring - 87 43 50 00
Claus Hansen - Indkøbschef for kød og fjerkræ i Dansk Supermarked - telefon 29 64 70 21
Christian Stenbak Larsen - Madsociolog på Professionshøjskolen Metropol - telefon 72 48 70 73