Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/01-15   -   Pressemeddelelse

Fond giver millionbeløb til medarbejdere

Købmand Ferdinand Sallings Mindefond deler et millionbeløb ud til medarbejdere i F. Salling A/S

Købmand Ferdinand Sallings Mindefond udbetaler gratialer til medarbejdere i den oprindelige virksomhed bag fonden. Gratialerne tilfalder flere hundrede nuværende og tidligere medarbejdere med tilknytning til Salling-stormagasinerne i Aarhus og Aalborg.

Gratialerne udbetales i henhold til fondens formålsbestemmelse fra stiftelsen i 1957.

Juridisk direktør og bestyrelsesmedlem i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond Jakob Røddik siger om gratialeudbetalingen:

- I de senere år har Mindefonden bidraget til det omkringliggende samfund via uddelinger til en række almennyttige formål. Vi er glade for, at en del af fondens overskud nu kan komme en lang række medarbejdere til gode.

Allerede i sommeren 2013 traf Købmand Ferdinand Sallings Mindefond principbeslutning om, at der skulle ske udbetaling af gratialer. Der har siden pågået drøftelser med Civilstyrelsen vedrørende fondens formål og fastlæggelse af modtagerkreds mv. Dette arbejde er nu afsluttet, hvorfor udbetalingen af gratialer vil ske sammen med denne måneds lønudbetaling.

Flere medarbejdere modtager gratiale fremover
Købmand Herman Salling stiftede i 1957 sammen med sin søster Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. I de første år var det en del af fondens formålsbestemmelse, at en mindre del af fondens overskud skulle tilfalde medarbejdere i virksomheden, som dengang bestod af F. Salling A/S (i dag F. Salling Holding A/S). Fondsbestyrelsen, som inkluderede stifterne, traf i 1959 beslutning om en ændring af formålsbestemmelsen. Ændringen betød, at bestemmelsen om ekstra medarbejdergratialer udgik til fordel for, at Mindefondens formål blev gjort bredere og mere almennyttigt.

Skiftende fondsbestyrelser har efterlevet den reviderede formålsbestemmelse fra 1959 og i overensstemmelse hermed uddelt fondsmidler til almennyttige formål. Imidlertid stillede Civilstyrelsen i 2013 spørgsmål om gyldigheden af 1959-formålsbestemmelsen. Problemstillingen var, at der ikke forelå dokumentation for, at Justitsministeriet i 1959 havde godkendt formålsændringen.

Mindefondens formål er nu blevet ændret med Civilstyrelsens godkendelse, således at halvdelen af fondens overskud fremover skal gå til medarbejdere i F. Salling A/S, F. Salling Holding A/S og Dansk Supermarked A/S.

I modsætning til 1957-formålsbestemmelsen skal gratialet fremover ikke være i forhold til medarbejdernes løn. Fremover vil alle medarbejdere modtage det samme beløb, og formålet vil ikke være begrænset til funktionærer.

- Fra Mindefondens side glæder vi os på vegne af dem, der modtager gratiale i denne omgang. Vi havde gerne set, at endnu flere allerede nu fik andel i udbetalingen. For fremtiden er det sikret, at alle medarbejdere, der bidrager til Dansk Supermarkeds succes, kan få andel i gratialerne, siger bestyrelsesmedlem i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond Jakob Røddik.

Gratialeudbetaling fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond vil fremover ske årligt.

Fakta om udbetalingen af gratialer i januar 2015:
Gratialerne udbetales i henhold til fondens formålsbestemmelse fra stiftelsen i 1957. Efter drøftelser med Civilstyrelsen og vurderinger af den oprindelige fundats og fondens baggrund er kriterierne for de berettigede medarbejdere juridisk blevet fastslået. Fonden fordeler uddelingsbeløbene til de således identificerede medarbejdere i forhold til deres løn i perioden.

Nuværende og fratrådte medarbejdere, som opfylder alle nedenstående betingelser, modtager januar 2015 gratiale fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Kriterierne er:

· Ansat som funktionær (ansættelsesforholdet omfattet af funktionærloven).
· Ansat i F. Salling Holding A/S og/eller F. Salling A/S.
· Ansat i en 5-årig, sammenhængende periode i et af ovennævnte selskaber (dvs. uden afbrydelse) i perioden 2003-2007 og/eller 2008-2012.

Samlet set er der tale om gratialer for 35 millioner kroner (før modtagernes beskatning), som tilfalder flere hundrede nuværende og tidligere medarbejdere med tilknytning til Salling-stormagasinerne i Aarhus og Aalborg.

Fakta om Mindefonden:
Købmand Ferdinand Sallings Mindefond støtter almennyttige aktiviteter og har de seneste år markant øget uddelingerne. Mindefonden støtter aktiviteter inden for kunst og kultur, uddannelse, sport og fritid, kirkelige formål samt forskellige medarbejderinitiativer i Dansk Supermarked.

Mindefonden er den ene af de to fonde bag Dansk Supermarked A/S. Søsterfonden, Købmand Herman Sallings Fond, er den største af Sallingfondene og således den af fondene, der de seneste par år primært har uddelt større beløb til bl.a. kulturlivet.

Pressekontakt


Firma

Dansk Supermarked
Rosbjergvej 33
8220 Brabrand, Danmark

  +45 87 78 50 00

http://www.dansksupermarked.com

Modtag nyheder fra Dansk Supermarked Group på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater