11/03-15
-
Pressemeddelelse
Dansk Supermarked først med mobilbetaling
Som Danmarks første dagligvarekoncern giver Dansk Supermarked nu sine kunder mulighed for nemt og hurtigt at betale ved kassen med mobiltelefonen gennem MobilePay. Dagligvarekoncernen forventer, at løsningen efter en forsøgsperiode er i brug i samtlige 566 Føtex, Bilka, Salling og Netto, inden året er omme.
Fra i dag onsdag den 11. marts 2015 kan kunderne hos føtex Storcenter Nord i Aarhus lade tegnebogen blive hjemme og i stedet betale med deres mobiltelefon ved kassen. Varehuset bliver dermed det første supermarked i Danmark, som giver kunderne mulighed for nemt og hurtigt at betale for deres indkøb med mobiltelefonen.
Over den næste måned lanceres den nye form for mobilbetaling i fire andre varehuse rundt i landet. Efter en forsøgsperiode kan løsningen hurtigt udbredes til alle Dansk Supermarkeds 566 Føtex-, Bilka-, Salling og Netto-butikker. Løsningen er baseret på Danske Banks MobilePay-app, som kommunikerer trådløst med kasseapparatet ved hjælp af NFC- og bluetooth-teknologi.
Fremtidens mobilbetaling i dansk detailhandel- Vi tror, det her bliver fremtidens mobilbetalingsløsning for store kædebutikker i hele dansk detailhandel. Det er en meget kundevenlig og intuitiv løsning, hvor du får beløbet direkte op på mobilskærmen og godkender betalingen ved at swipe. Samtidig er det baseret på mobiltelefonen, som de fleste danskere altid har ved hånden, siger direktør for e-commerce & digital hos Dansk Supermarked, Kenneth Nielsen.
Han understreger, at det er kunderne, der bestemmer hastigheden for udbredelsen af mobilbetalingen hos Dansk Supermarked.
- Vi har over 200 millioner betalinger om året i Danmark. Det vil ikke undre mig, hvis fem procent af dem kommer fra mobiltelefoner til sommer næste år. Men det bestemmer kunderne suverænt. Vi er fortsat meget glade for Dankortet, og ser mobilbetaling som et nyt og lovende supplement til kort og kontanter, siger han.
MobilePay-kasseløsningen forbedrer kundeoplevelsenDanske Bank betragter MobilePay-betaling ved kassen i Dansk Supermarked som et afgørende skridt fremad for at forbedre kundeoplevelsen omkring betaling i dansk detailhandels store kædebutikker.
- Vi er stolte af at have skabt en banebrydende løsning i et fantastisk samarbejde med Dansk Supermarked. Det er en løsning, som yderligere udbygger MobilePays førerposition på erhvervsområdet, siger chef for MobilePay-divisionen i Danske Bank, Mark Wraa-Hansen.
Han betegner produktet som mindst lige så brugervenligt som betalingskort og lover, at den nye mobilbetalingsløsning vil blive yderligere styrket med henblik på at skabe ekstra værdi for kunderne.
-Det her er kun begyndelsen. Vi vil forbedre produktet og samtidig lægge flere intelligente og innovative muligheder ind i MobilePay. Allerede i år åbner vi eksempelvis for let adgang til at gemme kvitteringer mobilt, siger han.
Strategisk samarbejde fortsætterDen mobile kasseløsning er en milepæl for det strategiske samarbejde mellem landets største bank og landets største dagligvarevirksomhed, som blev indledt sidste forår. Hidtil har samarbejdet været afgrænset til at benytte MobilePay i Starbucks' kaffebarer i Salling, Bilka og Føtex, der drives af Dansk Supermarked.
- Men det slutter ikke her. Vi kan stadig få øje på en række projekter, hvor Danske Bank og vi sammen kan skabe bedre mobile betalingsløsninger, siger Kenneth Nielsen, Dansk Supermarked.
Maia Sejersen, kommunikationsafdelingen, Dansk Supermarked 87 78 52 08
Peter Kjærgaard, presseafdelingen, Danske Bank, 25 42 42 02