20/04-15
-
Pressemeddelelse
Flere butikker klar med mobilbetaling
Dansk Supermarked og Danske Bank fortsætter udrulningen af MobilePay og er klar med mobilbetaling i fire nye butikker - tre føtex og en Bilka
Da Danmarks største dagligvarevirksomhed og Danmarks største bank for kort tid siden lancerede MobilePay som betalingsløsning ved kassen i supermarkedet, blev det af eksperter kaldt både genialt og banebrydende. Løsningen blev i første omgang testet i føtex i Storcenter Nord i Aarhus, men nu er yderligere fire butikker klar.
Det bliver føtex Nordre Fasanvej på Frederiksberg, føtex Slotsgade Aalborg City, Bilka Horsens og føtex Vesterbro i Odense, som bliver de næste varehuse, der skal være med i testen og tilbyde kunderne mulighed for at betale dagligvarer med mobilen.
Ifølge Dansk Supermarkeds direktør for e-commerce & digital Kenneth Nielsen er de fire næste butikker nøje udvalgt.
- Vi er nu klar til at tage næste skridt i planen mod at rulle mobilbetaling ud i alle vores butikker. De fire varehuse dækker store provinsbyer fordelt over hele landet og et varehus i midten af København. Det betyder, at vi får testet løsningen i de butikker, hvor der kommer mange forskellige typer kunder, som kan prøve teknologien af, siger Kenneth Nielsen.
Kunderne har let ved mobilbetaling
MobilePay bliver i forvejen brugt af mere end 2 millioner danskere, og selvom størstedelen af kunderne stadig primært benytter kort og kontanter, så har både unge og ældre i føtex Storcenter Nord i Aarhus fået øjnene op for mobilbetaling.
- Siden vi introducerede MobilePay i Storcenter Nord er flere kunder, unge som ældre, begyndt at bruge det. I dag er det ca. 3 %, som vælger at betale med telefonen i varehuset. Det er rigtig flot, og det bekræfter os i, at MobilePay er et godt bud på fremtidens mobilebetalingsløsning i de store kædebutikker i dansk detailhandel, siger Kenneth Nielsen.
Den holdning deles af Mark Wraa-Hansen, der er chef for MobilePay-divisionen i Danske Bank.
- Det er dejligt at se, at kunderne tager løsningen til sig. Nemme og hurtige mobile betalinger går en stor fremtid i møde. Med Dansk Supermarked som initiativtager kommer MobilePay-modellen til at vinde frem i detailhandlen over de næste par år, spår Mark Wraa-Hansen
MobilePay er klar som betalingsmiddel på følgende datoer i de pågældende varehuse:
· føtex Nordre Fasanvej København tirsdag den 21. april
· føtex, Slotsgade Aalborg C onsdag den 22. april
· Bilka Horsens mandag den 27. april
· Føtex Vesterbro Odense C onsdag den 29. april
Dansk Supermarked forventer, at mobilbetalingen kan benyttes i alle 566 føtex, Bilka, Netto og Salling inden for et års tid.