Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
30/04-15   -   Pressemeddelelse

Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Supermarked samler ind til Nepal

Ofrene for jordskælvet i Nepal har akut brug for hjælp. Derfor sætter Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Supermarked en fælles indsamling i gang i Bilka, føtex, Netto og Salling

Allerede fra i dag kan danskere donere penge til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til de tusindvis af mennesker, som efter jordskælvet i Nepal står uden husly, mad og vand. Det sker via Dansk Supermarkeds indsamlingssite, indsamling.dansksupermarked.dk.

I samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp bliver det fra på lørdag den 2. maj desuden endnu lettere at donere, når kunder i Bilka og Salling kan støtte i de fysiske varehuse ved fx at lægge et donationskort med en stregkode på kassebåndet sammen med deres øvrige varer. I Bilka står der også indsamlingsbøsser ved kasserne til sedler og mønter. Samtlige Netto-butikker og føtex-varehuse følger efter med støttemuligheder snarest muligt i næste uge.

- Vi er alle sammen påvirket af billederne af mennesker, der har mistet nære slægtninge og står tilbage med ødelagte hjem og et smuldret livsgrundlag. Rigtig mange danskere vil gerne hjælpe, og vi har som landets største detailhandelsvirksomhed en mulighed for at gøre det nemt at give en hjælpende hånd. Derfor går vi sammen med Folkekirkens Nødhjælp om at rejse penge til de mennesker, der netop nu befinder sig i den værst tænkelige situation, siger administrerende direktør i Dansk Supermarked Per Bank.

Blandt Dansk Supermarkeds medarbejdere samles der også ind.

Pengene går til mad, tæpper og telte
Lige nu er folk i Nepal våde, de fryser og kan ikke skaffe mad. Hele 8 millioner mennesker er ramt af det kraftigste jordskælv i 80 år, og mange sover på åben gade, fordi deres hus er knust, eller fordi de ikke tør gå tilbage i de faldefærdige bygninger.

- Vi kan love, at de penge, som bliver givet i Dansk Supermarkeds butikker, lynhurtigt kommer til Nepal og bliver brugt til at købe mad, tæpper og telte, siger generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.

Tusindvis af danskere har allerede vist stor vilje til at give og støttet med 1,5 millioner kroner gennem Folkekirkens Nødhjælp, og netop det, at pengene fra danskerne når frem hurtigt, er afgørende. Indtil nu er hjælpen mest gået til folk i hovedstaden Kathmandu - i de kommende dage og uger skal hjælpen ud til de mange landsbyer, som er endnu hårdere ramt af jordskælvet.

Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen er glad for samarbejdet med Dansk Supermarked.

- Dansk Supermarked viser endnu engang, at de er klar til at hjælpe, når verdens fattigste er i nød, siger hun.

Fakta
Man kan allerede fra i dag støtte online via indsamling.dansksupermarked.dk. Fra på lørdag den 2. maj bliver det også muligt at støtte i alle Bilkas varehuse og Sallings stormagasiner. Samtlige Netto-butikker og føtex-varehuse følger efter snarest i næste uge.

Dansk Supermarked og Folkekirkens Nødhjælp arbejder sammen om at støtte, når katastrofen rammer. Dansk Supermarked har tidligere støttet Folkekirkens Nødhjælps hjælpearbejde med syriske flygtninge, ved tørkekatastrofen på Afrikas Horn, ved jordskælvet i Haiti og ved tsunamien i Thailand. Bilkas kunder og ansatte har desuden arbejdet tæt sammen med Folkekirkens Nødhjælp med at støtte og drive sundheds- og ernæringsarbejde i det afrikanske land Malawi.

Det kan hjælpen bruges til:
For 100 kroner kan en person ramt af jordskælvet få mad, som rækker i cirka en måned. Madrationen indeholder fx ris, dal (linser) og olie.
For 150 kroner kan en nepalesisk familie ramt af jordskælvet få en hygiejnepakke. Hygiejnepakken indeholder fx sæbe, tandbørste, håndsprit, vaskepulver.
For 165 kroner kan en nepalesisk familie ramt af jordskælvet få et telt.

Pressekontakt


Firma

Dansk Supermarked
Rosbjergvej 33
8220 Brabrand, Danmark

  +45 87 78 50 00

http://www.dansksupermarked.com

Modtag nyheder fra Dansk Supermarked Group på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater