04/08-15
-
Pressemeddelelse
Spring køen over hos bageren i to aarhusianske føtex-varehuse
Kunder i føtex i Skejby og Viby J kan som de første i Danmark forudbestille og betale for deres morgenbrød med en ny, smart bager-app. Herefter er det blot at hente brødet ved en hurtig-kø for forudbetalte varer.
Føtex' morgentilbud, hvor kunderne kan købe en pose med brød og kager for en 50'er, har længe været populært blandt familier i weekenderne og hos kunder, der tager morgenbrød med til kollegerne. Nu bliver det endnu nemmere og meget hurtigere at få en pose brød med i hånden ved hjælp af en ny såkaldt Order & Pay-app, som føtex-bageren lancerer i et samarbejde med Danske Bank og den danske softwarevirksomhed Trifork.
Kenneth Nielsen, direktør for e-commerce og digital i Dansk Supermarked, er sikker på, at appen bliver en succes, når kunderne opdager, hvor nemt og hurtigt det er at bestille og afhente brødet.
- Man bestiller sit morgentilbud i appen og angiver, hvor og hvornår man vil hente varerne. Betalingen foregår via MobilePay, som åbner automatisk. Når man har godkendt beløbet, får man en kvittering, som man blot skal vise, når man henter varerne hos føtex-bageren, forklarer Kenneth Nielsen.
For at gøre oplevelsen så hurtig og nem som mulig har føtex indrettet en hurtig-kø for de kunder, som blot skal hente de forudbestilte varer.
Kunderne tester før udrulning til hele landetGennem de seneste uger er bager-appen blevet testet internt i de to Aarhusianske føtex varehuse i Viby Centeret og i Skejby Centeret. Testen er forløbet uden problemer, og derfor er Kenneth Nielsen glad for, at appen nu slippes løs til kunderne.
- I første omgang lader vi kunderne i Viby J og Skejby teste appen, og så vi kan få deres input med, inden vi ruller løsningen ud i vores øvrige varehuse. Men jeg er helt sikker på, at det her vil vinde frem - også i andre sammenhænge. Forbrugerne har et stort ønske om at spare tid, hvor det er muligt, siger Kenneth Nielsen.
Flere virksomheder kan få gavn af modellenføtex-bagerens Order & Pay-app er blevet til i et samarbejde mellem den danske softwarevirksomhed Trifork, Danske Bank og Dansk Supermarked, som er første skridt på vejen til at udvikle apps, der gør det let for kunder at forudbestille og betale varer via MobilePay.
- Vi tror, at mange virksomheder kan drage fordel af en Order & Pay-app som denne. Bare tænk på butikker, hvor kunderne kommer igen og igen, og hvor de ofte køber de samme varer. Det kunne f.eks. være fastfood- og takeaway-restauranter, kaffebarer, bagere - ja, måske endda apoteker. Hvem ville ikke ønske, at man bare kunne gå ind i en forretning, vise et nummer, få sine varer og gå igen? Ingen kø, ingen ventetid med betaling. Vi er sikre på, at denne løsning vil vinde frem mange steder, siger direktør Peter Rørsgaard fra Trifork.
Hos Danske Bank er man heller ikke i tvivl om potentialet for appen.
- Vi er sikre på, at løsningen vil vinde frem mange steder. Allerede i år vil flere andre virksomheder tage Order- & Pay-app løsningen i brug, siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay-divisionen i Danske Bank.
Den nye Order & Pay app kan hentes i App Store og GooglePlay, hvor den findes under navnet "Føtex Bager".