03/09-15
-
Pressemeddelelse
Ny guldmærkekampagne med stilfulde, italienske køkkenprodukter i føtex og Salling
Når Dansk Supermarkeds 12. loyalitetskampagne rammer føtex og Salling, bliver soveposer og liggeunderlag afløst af køkkenprodukter fra det italienske mærke Guzzini
Sommerens festivaler og campingferier er ved at være ovre, og Hi-Tec telte og soveposer fra Dansk Supermarkeds seneste guldmærkekampagne kan nu rulles sammen og pakkes væk for en stund.
Til gengæld får danskerne fra den 12. september mulighed for at samle guldmærker og opnå store rabatter på en række stilfulde, italienske køkkenprodukter fra Guzzini. Den nye serie omfatter bl.a. blender, el-kedel, brødrister og citrus juicer.
Guzzini er et italiensk mærke, der sælges i 85 lande verden over. Virksomheden er kendt for sine funktionelle og stilfulde produkter med et enkelt design, og de har mere end 100 års erfaring med fremstilling af køkkenudstyr. Derudover har Guzzini vundet flere designpriser for deres innovative og stilfulde udtryk.
Danskerne er ikke mætte af køkkenprodukter
Indkøbsdirektør i Nonfood, Henrik Schmidt, er en af de ansvarlige bag kampagnen. Han er spændt på, hvordan den nye serie bliver modtaget af kunderne.
- Vi har store forventninger til kampagnen, fordi vi ved, at kunderne sætter pris på køkkenprodukter af høj kvalitet. Guzzini er en virksomhed med en lang historie, der altid har været kendt for deres moderne design og udtryk, og vi forventer, at serien vil falde i mange danskeres smag, siger han.
Siden 2012 har kunderne samlet mærker i Dansk Supermarkeds butikker for at opnå fordelagtige rabatter på blandt andet køkkenudstyr. Tidligere guldmærkekampagner med alt fra køkkenknive, gryder, bestik og sports- og outdoorudstyr har medført et salg på mellem 500.000 til 1,7 millioner varer pr. kampagne. Set i det lys, mener Henrik Schmidt ikke, at danskerne er mættede på køkkenfronten endnu.
- Vores kunder har vist sig at være meget interesserede i køkkenprodukter, og jeg tror ikke, at markedet er mættet på den front. Men det bliver spændende at se, hvad kunderne synes om den funktionelle og flotte serie fra Guzzini, siger han.
Om Guzzini-kampagnen
Guldmærkekampagnen med køkkenprodukter fra det italienske mærke Guzzini starter den 12. september 2015 og løber til og med den 31. december 2015
Fyldte samleplader kan indløses til og med den 8. januar 2016 i et af føtex eller Sallings varehuse
For hver 50 kr. man køber for i føtex, Salling eller på hjemmesiden Salling.dk, optjener man 1 guldmærke
Ved at samle 30 guldmærker kan kunderne opnå op til 61 pct. rabat på syv forskellige køkkenprodukter fra Guzzini
I forbindelse med kampagnen kan kunderne desuden deltage i en konkurrence, hvor de kan vinde to gavekort på 10.000 kr. til henholdsvis føtex og Salling