15/01-16
-
Pressemeddelelse
Stærk Netto-profil bliver ny føtex-direktør
Dansk Supermarked Group har udpeget Thor Jørgensen som ny direktør for supermarkedskæden føtex
Fremover bliver det Thor Jørgensen, der som øverst ansvarlig for føtex skal sikre, at kæden fortsætter de seneste års positive resultater og forbliver en af danskernes foretrukne supermarkedskæder.
føtex er i gang med udrulningen af en offensiv strategi, der blandt andet involverer et stærkt fokus på kvalitetsfødevarer, herunder egen slagter og bager kombineret med det brede udvalg inden for nonfood og tekstil. Den udvikling stiller Thor Jørgensen sig nu i spidsen for.
Han kommer til føtex fra funktionen som Chief Operating Officer i Netto International. Thor Jørgensen blev hentet til Dansk Supermarked Group i januar 2014 efter en årrække hos Boston Consulting Group. Her opbyggede han en stærk baggrund inden for FMCG og retail gennem arbejdet med store internationale detailhandelsvirksomheder i Australien, England og Tjekkiet samt opgaver i USA og på tværs af de nordiske lande.
Siden Thor Jørgensen kom til Dansk Supermarked Group, har han arbejdet med strategi og konceptudvikling samt optimering af drift og IT i Netto-regi i Danmark, Sverige, Tyskland, Polen og Storbritannien. CEO i Dansk Supermarked Group Per Bank er ikke i tvivl om, at han i Thor Jørgensen har fundet den rette mand internt i koncernen. Både til at stille sig i spidsen for føtex og til at indgå i koncernledelsen.
- Vi har set nærmere på en lang række kandidater, såvel i Danmark som i udlandet. Undervejs stod det klart for os, at vi havde klargjort den rette kandidat inden for vores egen organisation. Thors stærke analytiske og strategiske baggrund vil supplere koncernens executive committee godt, samtidig med at han har evnerne til at lede føtex sikkert videre i kædens udvikling og tage føtex til det næste niveau, siger Per Bank.
Styrke unik position
Selv lægger Thor Jørgensen ikke skjul på, at han betragter jobbet som føtex-direktør som et af de mest attraktive inden for retail.
- føtex' udgangspunkt er utrolig stærkt med mange fantastiske kvalitetsfødevarer, højt serviceniveau og et sortiment inden for nonfood og tekstil, som ingen andre supermarkeder matcher. Jeg glæder mig meget til sammen med resten af føtex-teamet hver dag at gøre en forskel for vores kunder og til at arbejde videre med at styrke kædens unikke position. Det er en udfordring, jeg går til med en stor portion gejst og energi, siger Thor Jørgensen.
Som føtex-direktør efterfølger Thor Jørgensen Mette Maix, der senere på året tiltræder funktion i anden virksomhed. Mette Maix forlader en kæde i bedre form, end da hun overtog den for 3,5 år siden.
- Mette har taget føtex et stort skridt videre, styrket brandet og internt sat fornyet fokus på kvalitet og forbedrede indkøbsoplevelser. føtex er blevet både mere attraktiv for kunderne og mere rentabel. Jeg ønsker hende alt det bedste fremover, siger Per Bank, CEO i Dansk Supermarked Group.
Thor Jørgensen overtager ansvaret for føtex med udgangen af måneden.
---
CV, Thor Jørgensen
2016-: Executive Vice President, føtex, Dansk Supermarked Group
2014-2016: Chief Operating Officer, Netto International, Dansk Supermarked Group
2007-2013: Principal, the Boston Consulting Group
2006-2007: M&A Analyst, Nordea Corporate Finance
Uddannelse
2005-2007: M.Sc. Finance and Accounting, Copenhagen Business School
2006: Strategy and Operations Management, McGill University, Canada
2004: Marketing and Economics, Griffith University, Australien
2002-2005: B.Sc. Business Administration, Copenhagen Business School