22/02-16
-
Pressemeddelelse
Vinmagere fra hele verden kommer til Aalborg
Vinentusiaster kan komme helt tæt på vinenes oprindelse, når føtex inviterer til vinsmagning på Restaurant JØRN i Utzon Center med kyndig vejledning af vinmager Daniel Castaño fra det spanske vinhus Bodegas Castaño
I løbet af 2016 inviterer føtex sine kunder til vinaftener, hvor flere vinmagere bag føtex' sortiment vil give et indblik i fremstillingen af netop deres vine. Den første vinsmagning i Aalborg afholdes den 7. marts på Restaurant JØRN i Utzon Center fra klokken 19-21, hvor alle er velkomne.
- Vi oplever stor interesse for vin i vores varehuse, og vi vil gerne give vores vinelskende kunder en autentisk oplevelse med vinsmagning og lokale historier fra producenterne. Vi begynder i Spanien og fortsætter til Italien i næste ombæring, fortæller Henrik Dahlgaard, der er indkøbschef for vin i føtex.
Vininteresserede i Aalborg og omegn kan se frem til en spændende aften, hvor Daniel Castaño vil fortælle om sine prisvindende vine, og kunderne vil få rig lejlighed for at smage de ædle dråber. Arrangementet bliver holdt på restaurant Jørn, hvor der er god mulighed for at nyde vinene i de hyggelige lokaler.
- Vi serverer et let traktement, så gæsterne får mulighed for at smage vinene sammen med forskelligt mad, siger Henrik Dahlgaard, som håber på at se så mange som muligt til arrangementet.
Vinhuset Bodegas Castaño dyrker den lokale drue Monastrell, også kendt som Mourv èdre. Mange års intensivt arbejde med druen har resulteret i spændende, fyldige rødvine, som vinder priser over hele verden. Det er disse vine, som nu kan smages under kyndig vejledning af Daniel Castaño, der er en af de tre brødre, som driver den familieejede vingård i Yecla i det sydøstlige Spanien.
Henrik Dahlgaard forventer, at føtex' næste vinsmagning finder sted i foråret med en vinmager fra et af de italienske vinhuse.