05/01-17
-
Pressemeddelelse
Bygger en bro til efterskolen
Vandel Efterskole og BROEN Vejle har indgået et samarbejde om at hjælpe et ungt menneske til at komme på et efterskoleophold i det kommende skoleår 2017-18.
BROEN som brobygger
Samarbejdet er kommet i stand på en lidt speciel baggrund, som Susanne Clausen fra BROEN Vejle fortæller: "Jeg var ude at holde et foredrag om BROEN Vejle og blandt tilhørerne var Lars Mortensen, som er forstander på Vandel Efterskole, hvor jeg i øvrigt selv har gået og har rigtig mange gode minder fra. Lars fortalte, at efterskolen var interesseret i at få kontakt til en familie, der ikke selv havde de økonomiske ressourcer til, at barnet kunne komme på efterskole. Jeg var med det samme med på idéen, fordi jeg selv havde oplevet, hvor meget et sådant ophold giver til ens personlige udvikling. Den oplevelse vil jeg gerne være med til at give videre."
Susanne tilbød derfor, at BROEN Vejle kunne være med til at finde et ungt menneske med lyst til et år på efterskole blandt de unge, som BROEN Vejle har støttet til fritidsaktiviteter. Efter et par henvendelser fandt hun frem til en familie, som godt ville overveje, om det var noget for den unge i familien. Efter et besøg på efterskolen var de klar til at sige ja tak.
Fra umuligt til muligt
Om familiens reaktion på at få tilbuddet fortæller Susanne Clausen: "Faren har altid haft et ønske om at sende sine børn på efterskole, fordi han mener, at det gør børn mere sociale og selvstændige. Men de havde aldrig talt om det i familien, fordi de vidste, at det ikke var muligt at tilbyde et ophold til deres børn på grund af familiens økonomiske situation. Derfor blev han både overrasket og utrolig glad for denne helt særlige mulighed fra Vandel Efterskole"
Den unge i familien håber, at efterskoleåret vil være en øjenåbner, og at det både kan give et godt netværk og give mod på at begynde en ungdomsuddannelse på enten handelsskolen eller gymnasiet.
Fra Vandel Efterskole siger forstander Lars Mortensen om samarbejdet: "Skolen får hvert år tildelt midler til supplerende individuel elevstøtte. Vi har vanskeligt ved at komme i forbindelse med familier/unge, der drømmer om at komme på efterskole, men hvor det uden væsentlig økonomisk støtte ikke er en mulighed. De henvender sig simpelthen ikke til skolen, fordi de betragter det som helt urealistisk. Samarbejdet med BROEN Vejle giver os mulighed for at bidrage til, at et ungt menneske, der ellers ikke ville komme på efterskole, får muligheden. Det ser vi som et godt skridt i retning af at opfylde skoleformens ønske om at være "˜hele Danmarks efterskole'. Vi ser frem til samarbejdet med BROEN Vejle og de erfaringer, det vil give os på skolen".
Det er håbet, at idéen vil blive taget op af andre efterskoler, så flere udsatte unge kan få glæde af et lignende ophold.
Fakta:
BROEN Vejle er en lokalforening under BROEN Danmark. BROEN Vejle hjalp 287 børn og unge fra udsatte familier til en aktiv fritid i 2016.
Find mere: www.broen-vejle.dk
For mere information:
Lars Mortensen, forstander Vandel Efterskole, tlf. 75 88 50 33
Susanne Clausen, formand BROEN Vejle, tlf. 42 40 00 51
Relevant information
Omtale af samarbejde hos BROEN Vejle
http://broen-danmark.dk/vejle/2017/01/05/bygger-bro-efterskole/
Pressekontakt
Henrik Nørgaard
Foreningskonsulent
+4522848576