02/04-14
-
Pressemeddelelse
40.000 spejdere tager til Sønderborg
I sommeren 2017 vil Spejdernes Lejr samle mere end 40.000 danske og udenlandske spejdere til en uge med fællesskab, udvikling og gode oplevelser. Hver femte danske kommune håbede på at blive vært for Spejderne, som netop har indgået en aftale med Sønderborg Kommune.
"Spejdernes formål er at udvikle børn og unge til selvstændige mennesker, der tager ansvar i det danske samfund og har respekt for deres omverden og naturen. Vi har valgt at indgå partnerskab med Sønderborg Kommune, fordi kommunen arbejder målrettet med at give børn og studerende særlige kompetencer inden for teknologi, videnskab og interkulturel forståelse. Det er initiativer, som giver mening for os som spejdere og et stærkt fundament for vores partnerskab med Sønderborg", fortæller Finn Dybbøl fra Spejderne.
En bæredygtig spejderlejr
Det er blandt andet de lokale projekter House of Science, Global House og oplevelsesparken Universe, som skal bidrage til planlægningen af Spejdernes Lejr 2017. Værtskabet for lejren handler nemlig om langt mere end at stille marker til rådighed - det handler også om fælles planlægning og udvikling af aktiviteter.
I Sønderborg er borgmester Erik Lauritzen stolt af, at kommunen er valgt som vært og partner.
"Her sætter vi handling bag vores ord, og så er vi gode til at stå sammen og løfte i flok - ligesom Spejderne. Allerede da vi arbejdede med ansøgningen, mærkede vi en enorm begejstring i lokalområdet. Der er rigtig mange, som gerne vil bidrage til at give de mange spejdere en oplevelse for livet. Så vi glæder os meget til at komme i gang med det store planlægningsarbejde sammen med dedikerede partnere og frivillige," fortæller han og fortsætter:
"Vi har flere ting lige ved hånden, som passer godt til Spejdernes Lejr. For eksempel har vi en stærk klynge af virksomheder, som arbejder med grøn energi, så det er vores målsætning at skabe en CO2-neutral lejr. Når det gælder fødevarer, har vi også mange lokale producenter og aktive landsbyer, som vil hjælpe med en bæredygtig forsyning i det omfang, det kan lade sig gøre".
Projektlederuddannelse på vej
En af de første tydelige fælles fordele i det nye partnerskab er en ny projektlederuddannelse for både spejdere og lokalområdet, som skal styrke samarbejdet og evnerne til at planlægge i fællesskab.
"Spejderarbejdet handler om at inspirere vores medlemmer til at være leder i deres eget liv og realisere deres idéer. Derfor er det oplagt, at vi i det nye partnerskab lærer og udvikler os sammen, så vi er klædt bedst muligt på til at skabe en fantastisk Spejdernes Lejr i 2017", fortæller Finn Dybbøl.
Fakta om Spejdernes Lejr
Spejdernes Lejr er en fælles lejr for de fem danske spejderkorps. Den første Spejdernes Lejr blev afholdt i 2012 i Holstebro og var Danmarkshistoriens største spejderlejr med 37.300 deltagere og tusinder af andre gæster.
Hele 21 kommuner havde meldt sig ind i kapløbet om at blive vært for Spejdernes Lejr, og Frederikshavn, Holstebro, Slagelse, Esbjerg og Kerteminde var med i det tætte opløb. Spejderne arbejder i den kommende videre med mange af de gode ideer fra udvælgelsesproccesen for at skabe så mange gode partnerskaber som muligt til Spejdernes Lejr i 2017.
Du kan læse mere om Spejdernes Lejr på http://spejderneslejr2017.dk.
Fakta om Spejderne
Spejderne er en børne- og ungdomsbevægelse med 58.000 spejdere i Danmark. Spejderne er et samarbejde mellem Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.
Du kan læse mere om Spejderne på www.spejderne.dk
Relevant information
Spejdernes Lejr 2017
http://spejderneslejr2017.dk/
Spejderne
http://www.spejderne.dk
Sønderborg Kommunes ansøgning
http://issuu.com/headquarters.dk/docs/s__nderborgkommune_spejderans__gnin
Pressekontakt
Henriette Pilegaard
Kommunikationsmedarbejder
2790 5377
Firma
Spejdernes Lejr 2017
Arsenalvej 10
1436 København K,
Danmark
24917017
24917017
www.spejderneslejr.dk