Tekst: |
Muskelsvindfonden har siden 1983 arrangeret Grøn Koncert og har i takt med den voksende succes gennem årene opbygget et mere og mere professionelt setup - altid med fokus på sikkerheden. Rygraden i de populære sommerkoncerter, der sidste år fik 165.000 danskere op af sofaerne og ud på grønsværen, udgøres af de omkring 750 frivillige, der kaldes Det Grønne Crew eller "Kræwet". 55 lastbiltræk og 17 busser fragter kunstnere, medarbejdere, frivillige og tonsvis af udstyr gennem Danmark, hvor Grøn Koncert over to uger gennemføres i Kolding, Randers, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby i København. I 27 år har Jacob Haugaard med skiftende medværter været konferencier ved koncerterne. |