Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/06-15   -   Pressemeddelelse

Kan du køre på en halv flaske vin?

Hver tredje dansker undervurderer, hvor mange genstande, der er i en flaske vin. Det betyder, at de risikerer at køre spritkørsel uden at vide det. Netop nu gennemfører Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner en landsdækkende spritkampagne og serverer fredag og lørdag alkoholfri drinks på Folkemødet.

De fleste har styr på, at en flaske øl er det samme som en genstand. Men det er straks sværere, når man spørger befolkningen, hvor mange genstande der er i en flaske vin. Det er der mange, som ikke kan svare på.

En flaske vin (12,5 %) indeholder seks til syv genstande. Men i en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden svarer hele 34 %, at der kun er mellem to og fem genstande i en flaske vin.

- Hvis folk sidder og drikker en halv eller hel flaske vin og tror, de stadig kan køre hjem, så er det et kæmpe problem for trafiksikkerheden. De risikerer at køre spritkørsel uden at vide det og kan skade sig selv eller andre. Det sikreste er at holde sig til max. en genstand, hvis man vil køre, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik som sammen med TrygFonden og landets kommuner netop nu står bag spritkampagnen "Klar til et pust?"

Undersøgelsen er lavet af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, og man har spurgt 3022 danskere, hvor mange genstande de tror, der er i en hel vinflaske (12,5 %).
2 % svarer to genstande.
4 % svarer tre genstande.
13 % svarer fire genstande.
15 % svarer fem genstande.
31 % svarer seks genstande.
12 % svarer syv genstande.
10 % svarer otte genstande.
2 % svarer ni genstande.
4 % svarer 10 genstande.
6 % svarer det ved de ikke.
Det vil sige, at 34 % af de adspurgte undervurderer, hvor mange genstande der er i en flaske almindelig vin. Hvis vinen har en endnu højere alkoholprocent (end 12,5 %), kan den indeholde helt op til otte genstande.

Hælder du alkohol på bilisten?
Det kan være rigtig svært at gribe ind og stoppe et andet menneske, der har drukket for meget og som er på vej til at sætte sig bag rattet. Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden til at man spørger sine gæster, før der kommer alkohol på bordet, hvordan de kommer hjem senere på aftenen. Hvis der er gæster, som er i bil, så sørg for at servere nogle velsmagende drikkevarer uden alkohol til dem.

- Det er en del af vores festkultur, at vi hæver glasset og skåler med hinanden. Derfor er det en god ide at servere nogle lækre drikkevarer uden alkohol til de gæster, der er i bil. Det sikrer, at de er med i festen og ikke bliver fristet af at drikke for meget vin eller øl, siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.

På Folkemødet på Bornholm vil Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden fredag og lørdag servere alkoholfri drinks for at vise, at der er mange gode alternativer til alkohol. Find opskrifterne her: www.sikkertrafik.dk/drinks

Politi og kampagne vil stoppe spritkørsel
Hele sommeren sætter Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden, kommunerne og politiet fokus på spritkørsel.

Der sker nemlig en del spritulykker om sommeren, hvor mange hygger sig med alkohol til f.eks. fester, grill og strandture. Lige nu kører den landsdækkende kampagne "Klar til et pust?", der sætter fokus på, at man skal lade bilen stå, hvis man er i tvivl om sin promille: www.sikkertrafik.dk/pust

Regionale tal: hvor mange genstande tror du, der er i en flaske vin (12,5 %):

Nordjylland: 41 % tror, at der er mellem nul og fem genstande.
Midtjylland: 36 % tror, at der er mellem nul og fem genstande.
Syddanmark: 36 % tror, at der er mellem nul og fem genstande.
Hovedstaden: 30 % tror, at der er mellem nul og fem genstande.
Sjælland: 42 % tror, at der er mellem nul og fem genstande.

Tommelfingerregel - sådan tjekker du, hvor mange genstande der er i en flaske vin: divider vinens alkolholprocent med 2, så har man cirka antal genstande i flasken. Dvs. fx 14 % = 7 genstande.

Pressekontakt

Søren Ørsted Pedersen
Pressechef
  +45 22 32 70 09
Michelle Laviolette
Projektleder
  24 96 11 44
Pernille Ehlers
Specialkonsulent, Rådet for Sikker trafik
  61 70 41 09

Firma

Rådet for Sikker Trafik
Lersø Parkallé 111
2100 København Ø , Danmark

  +45 39 16 39 39

http://www.sikkertrafik.dk

Modtag nyheder fra Rådet for Sikker Trafik på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire