Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/03-16   -   Pressemeddelelse

Flere forældre spænder cykelhjelmen

Det går fremad med at få cykelhjelmen på forældrene, viser en ny undersøgelse fra TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik. Men der er stadig 43 % af forældrene, der aldrig spænder cykelhjelmen. Hvis flere bruger hjelm, kan mange alvorlige hjerneskader undgås, lyder det fra Odense Universitetshospital.

de her uger opfordrer TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik med den landsdækkende kampagne "Nederen Forældre" alle forældre til at huske deres børn på at bruge hjelm samt selv spænde hjelmen. Kampagnen kan ses på www.facebook.com/nederen

Hvis man ser på skolevejene rundt om i landet, går det fremad med at få hjelmen på børnene. Forældrene har længe haltet langt bagefter børnene i forhold til at bruge hjelm, men er nu ved at komme ind i kampen.

Det viser en ny undersøgelse blandt børn og forældre i hele landet, som TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik har gennemført. Hele 40 % af forældrene siger, at de altid eller ofte bruger cykelhjelm, når de cykler. Men der er stadig 43 % af forældrene, der aldrig bruger cykelhjelm.

- Det er glædeligt, at stadigt flere forældre tager cykelhjelmen på. Men vi har stadig en udfordring, når fire ud af ti forældre siger, at de aldrig cykler med hjelm. Børn kopierer forældrenes adfærd i trafikken, så når mor og far dropper cykelhjelmen, er der større risiko for at børnene også vil gøre det en dag, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Voksnes adfærd påvirker børnene
Når man spørger børnene, svarer syv ud af ti børn, at de bliver påvirket af, hvad mor og far gør i trafikken, viser undersøgelsen fra TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik. Forældrene er med andre ord vigtige rollemodeller for børnene, og det rammer hele familien, hvis en forælder ender i en trafikulykke.

- Hvis en forælder slår sit hoved alvorligt, kan det give fysiske og psykiske skader. Det går både ud over den voksne, men det skader også børnene, når en af forældrene bliver ramt af en hjernerystelse eller hjerneskade, siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden, som gennem flere år har været med til at gennemføre kampagner, der skal få flere til at bruge cykelhjelm.

Voksne får også alvorlige hovedskader
Tal fra Danmarks Statistik viser, at alene i perioden 2011 - 2014 har flere end 3.600 voksne i alderen 35 - 54 år fået en hoved- eller nakkeskade i forbindelse med en cykelulykke.

På skadestuen og på Neurokirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital møder de mange voksne, som bliver indlagt med hovedskader efter en cykelulykke.

- Det er en enorm kraft, som man udsætter hjernen for, hvis man falder og slår hovedet i trafikken. Hjernen er vores hovedcomputer, og skaderne kan være alt fra en hjernerystelse, som kan give hukommelsesbesvær til at man dør eller skal sidde i en kørestol resten af livet. Vi anslår, at man ved ulykker nedsætter sin risiko for skader på hjernen med 75 %, hvis man som cyklist bruger cykelhjelm, siger Christina Rosenlund, afdelingslæge på Neurokirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Den aktuelle kampagnen Nederen Forældre opfordrer forældre til at bruge cykelhjelm og huske deres børn på at spænde hjelmen. Det er TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik, der står bag kampagnen.

Pressekontakt

Lisbeth Sahl
Seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik.
  42 42 70 27.
Søren Ørsted Pedersen
Pressechef
  +45 22 32 70 09

Firma

Rådet for Sikker Trafik
Lersø Parkallé 111
2100 København Ø , Danmark

  +45 39 16 39 39

http://www.sikkertrafik.dk

Modtag nyheder fra Rådet for Sikker Trafik på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire