Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/02-14   -   Pressemeddelelse

Danske kokke går amok i Færøske råvarer



Den eksperimenterende kokkegruppe NaCl er pionerer indenfor pop up scenen herhjemme, og siden 2008 har de stået bag en række af ekstremt efterspurgte show cooking events. Nu er gruppen atter samlet ved to arrangementer, hvor de vil gå amok i Færøske råvarer.

Som ved tidligere events er det NaCls mål at bevise, at dansk gastronomi på højeste niveau kan være andet og meget mere end det klassiske restaurantbesøg.

Show cooking #27 - danske kokke tager til Færøerne
Show cooking #27 foregår den 14. marts i forbindelse med NaCls tredje besøg på Færøerne. Som ved de øvrige to besøg i 2012 og 2013 er alle billetter udsolgt på rekordtid. NaCl er inviteret til Færøerne af Hotel Hafnia, som også lægger rammer til arrangementet i Tórshavn, hvor NaCl-kokkene har frie hænder til at lege med unikke færøske råvarer som friskfangede jomfruhummere, fermenteret fårekød, klipfisk, hvalspæk og pivfrisk laks.

Dorte Leck Fischer fra det gastronomiske kommunikationsbureau Gastronomisk Innovation er manager for NaCl-kokkene, og hun siger om besøget:

"Vi glæder os alle sammen til at besøge vores Nordatlantiske naboer igen og til at rykke de gastronomiske grænser en ekstra tand. De foregående gange, vi har været på Færøerne, har været en stor oplevelse, ikke mindst fordi de har nogle råvarer, som bare er fuldstændig anderledes end det, man kan få herhjemme."

Med på turen er NaCl-kokkene Mie Bostlund, Tommi Kondo Sasaki, Christoffer Sørensen, Adrien Norwood, Erik Pedersen, Sylvester Andersen og Nicolai Nørgaard. Desuden vil en række foodies, som har købt billet via Atlantic Airways, der er medarrangør af turen, rejse med.

Show cooking #26 - råvarer flyves ind fra Færøerne
For de mange, som ikke har mulighed for at tage med til Færøerne, men som gerne vil opleve NaCl live, er der warm up få uger før. Det foregår hos de tidligere NaCl-medlemmer Jonathan og Alexander Berntsen på Restaurant Clou søndag den 2. marts.

Til arrangementet vil der blive fløjet råvarer ind direkte fra Færøerne - hvilke afhænger af udvalget på dagen. Menuen og råvarerne dertil vil derfor være en overraskelse på aftenen for de gæster, der er heldige at få billet.

De deltagende kokke har dog alle nogle råvarer, de håber at se i kurven. NaCl-kok Tommi Kondo Sasaki fortæller:

"Jeg ved, at mange af drengene håber på, at der vil være jomfruhummere fra Orca. Det er uden sammenligning de vildeste jomfruhummere, nogen af os har smagt. Personligt håber jeg, at der vil være frisk lam og rejer, for jeg har en drøm om at lave lam i dild og rejer med de to råvarer, der som alt andet fra Færøerne bare er helt anderledes end det, vi kender herhjemmefra. Nogle af de Færøske råvarer er fænomenalt gode, andre er bare mærkelige og nogle bryder jeg mig slet ikke om. Men det er råvaremæssigt et helt unikt land, fordi alt er så anderledes end det, vi kender herhjemmefra. Det er det, der er så fantastisk ved Færøerne."

Grøntsager til Show cooking #26 vil blive doneret af "rock star bonden" Søren Wiuff, som også skal med NaCl-kokkene til Færøerne.

Aftenens kokke er:
Martin Bjørn, Rasmus Leck Fischer, Kondo Sasaki, Nicolai Nørgaard, Nicolas Georg, Sylvester Andersen, Christoffer Sørensen og Adrien Norwood. Alle kokkene arbejder denne aften sammen om at lave en fælles menu.

Praktisk info
Hvad: Show cooking #26 - Restaurant Clou, Borgergade 16, 1300 København K
Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 17.30
Pris: 600 kr. Drikkevarer kan købes på aftenen.
Køb billet: Der er plads til 30 gæster. Billetter kan købes her -http://www.billetnet.dk/event/showcooking-26-Billetter/379355

Der vil være et meget begrænset antal billetter til rådighed for journalister fra førende medier med bekræftede artikelaftaler.

Om NaCl
Kokkegruppen NaCl har været pionerer indenfor pop up scenen og den eksperimenterende gastronomi herhjemme siden 2008. I den seneste tid har der dog været ret stille omkring gruppen, som er kendt for at bryde grænserne for, hvordan topgastronomi kan præsenteres. Kokkene har været værter for en række af show cooking arrangementer, hvor gæsterne bliver inviteret med helt ind i køkkenet, og de har blandt andet serveret retter som "badeand i skumbad," "elektrisk ål", "levende fugu" og "død."

Pressekontakt

Dorte Leck Fischer
Direktør
  +45 3110 6953

Firma

NaCl - Gastronomisk Innovation
Jens Juels Gade 49
2100 København Ø, Danmark

  +45 3110 6953

www.na-cl.dk

Modtag nyheder fra NaCl - Gastronomisk Innovation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire