Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/01-15   -   Pressemeddelelse

Vanløse får Danmarks næststørste Netto

Ved udgangen af 2016 begynder Dansk Supermarked en større rokade af føtex- og Netto-butikker i Vanløse, som samtidig får en af Danmarks største Nettoer

Når Vanløses nye storcenter, Galleria, står klar ved udgangen af 2016, begynder en større rokade af nogle af Dansk Supermarkeds føtex- og Netto-butikker i byen. Det betyder blandt andet, at Vanløse får Danmarks næststørste Netto-butik med et salgsareal på mere end 1075 m2 - kun 25 m2 mindre end den største i Sorgenfri.

Rokaden begynder, når føtex på Jernbane Allé flytter få hundrede meter og rykker ind i det nye storcenter. De tomme lokaler, som føtex efterlader, overtager Netto Jernbane Allé, som flytter fra deres lokaler, der ligger længere nede ad vejen. Disse lokaler overtages så af døgnNetto Jernbane Allé og døgnNetto Jydeholmen, som begge er vokset ud af deres nuværende butikslokaler. De to butikker bliver derfor til én døgnNetto i nye lokaler.

Det samlede resultat bliver, at Dansk Supermarked står med en Netto og en døgnNetto på Jernbane Allé og en føtex i Vanløses nye storcenter, Galleria.

Plads til store indkøbsoplevelser
føtex' nye, moderne butikslokaler får et salgsareal, der er 25 procent større end det nuværende på Jernbane Allé. Det betyder, at der bliver endnu mere plads til at give kunderne en god indkøbsoplevelse, fortæller Jørgen Sørensen, der er regionschef for føtex i københavnsområdet.

- føtex i Vanløse har et stort kundegrundlag, og det er derfor ideelt at flytte vores butik over i nye og større lokaler på en rigtig god placering. Det giver os nye og bedre muligheder for at give kunderne i Vanløse en fantastisk indkøbsoplevelse, siger Jørgen Sørensen.

Danmarks næststørste Netto
Også Netto og døgnNetto får mere plads til spændende varer og gode indkøbsoplevelser, når rokaderne i Vanløse er gennemført, og det glæder Carsten Hadsbjerg, som er udviklingschef i Netto.

- Vi har nogle lokaler med henholdsvis en Netto og to døgnNettoer, som vi er vokset ud af i Vanløse, så det er oplagt at flytte ind i føtex' lokaler og rokere rundt på butikkerne. Nu får vi to optimale butikker i nye, moderne rammer, og der bliver masser af plads til både spotvarer og dagligvarer i den nye Netto, som bliver en af vores største butikker, siger Carsten Hadsbjerg.

Netto-butikkerne begynder først at flytte, når føtex er flyttet fra lokalerne på Jernbane Allé.

Overblik over rokaden
- føtex Vanløse flytter fra Jernbane Allé 44 til storcenteret Galleria
- Netto på Jernbane Allé 19 flytter til føtex' lokaler på Jernbane Allé 44
- døgnNetto på Jernbane Allé 54 og døgnNetto på Jydeholmen 53 samles i én døgnNetto, som får adresse på Jernbane Allé 19

Pressekontakt


Firma

Dansk Supermarked A/S
Bjødstrupvej 18
8270 Højbjerg, Danmark


http://dansksupermarked.dk

Modtag nyheder fra Netto på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire