Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/10-14   -   Pressemeddelelse

Trods nyt boom: Danmark markant bagud med CO2-fri biogas i forhold til nabolandene

Endnu et projekt med CO2-neutral biogas i naturgasnettet er nu en realitet herhjemme - og yderligere 10-15 projekter er på vej. Men trods nyt boom er Danmark bagud med grøn biogas i forhold til nabolandene. Både Tyskland, Sverige og Holland er markant længere fremme, viser tallene.

HMN Naturgas I/S, som er Danmarks største gasselskab, har netop åbnet for hanerne og sender nu tusindvis kubikmeter af opgraderet biogas fra gylle ud i naturgasnettet og videre ud til forbrugerne. Det sker på baggrund af en aftale med biogasproducenten Madsen Bioenergi i Balling vest for Skive.

Den nye aftale betyder, at Madsen Bioenergi årligt nu skal levere 4 mio. kubikmeter opgraderet biogas, som HMN Naturgas-koncernens selskaber sender ud i naturgasnettet og sælger til villakunder, produktionsvirksomheder, kommuner og trafikselskaber. Salget sker via certifikater. De 4 mio. kubikmeter biogas betyder, at udslippet af CO2 bliver 8.000 tons mindre, da den CO2-frie biogas erstatter en tilsvarende mængde naturgas svarende til det årlige forbrug i 2.700 parcelhuse.

"Biogas er et vigtigt element i politikernes plan om, at Danmark fra 2050 ikke skal anvende fossile brændsler. At opgradere biogas og sende den ud i naturgasnettet er en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig måde at nedbringe CO2-udledningen på. At lave gas af gylle gavner både klimaet og miljøet", siger administrerende direktør Susanne Juhl for HMN Naturgas I/S, som er moderselskabet i HMN Naturgas-koncernen.

HMN-Naturgas-koncernen ejes i fællesskab af 57 kommuner i Midt- og Nordjylland samt i hovedstads-området og Nordsjælland og er Danmarks største gasselskab med ca. 2/3 af kunderne.

Som et led i aftalen har HMN Gashandel A/S, som er et datterselskab i HMN Naturgas-koncernen, netop opført et anlæg (det første helt dansk producerede af sin slags), der nu opgraderer biogassen fra Madsen Bioenergi. Biogassen skal opgraderes, så den får næsten de samme egenskaber og energi-indhold som naturgas.

Yderligere 10-15 nye danske projekter på vej
Det nye projekt er det fjerde af sin slags i år, hvor energiselskaberne sender biogas fra gylle ud i naturgasnettet. HMN Naturgas I/S står for de tre af dem og DONG Energy A/S for det fjerde. Herudover har DONG Energy A/S tilbage i 2011 opført et anlæg til opgradering af biogas fra spildevandsslam i Fredericia. Biogas kan bl.a. produceres af gylle, spildevandsslam, affald fra fødevareproduktion og husholdningsaffald.

Se det nye kort over den nuværende produktion af biogas til naturgasnettet her

Hertil kommer, at energiselskaberne og biogasproducenterne nu er på trapperne med en lang række af tilsvarende projekter, hvor biogas opgraderes og sendes ud i naturgasnettet. I løbet af de næste to år vil der være 10-15 fungerende projekter i Danmark med opgraderet biogas i naturgasnettet, vurderer HMN Naturgas-koncernen.

Samtidig forventer Energistyrelsen, at den samlede produktion af biogas i Danmark i 2020 vil være mere end fordoblet - se fakta-ark fra Energistyrelsen her

"Alt det nye flugter jo med forventningerne og ønskerne om, at naturgasnettet i stigende grad skal bruges til transport og lagring af grønne gasser som biogas og brint. Den nye udvikling hænger i høj grad sammen med, at der i kølvandet på energiforliget fra 2012 er givet en lang række tilskud til nye biogasprojekter. Danmark bliver mere grøn på en måde, der er til fordel for samfundsøkonomien", forklarer Susanne Juhl.

Danmark halter fortsat efter nabolande
Men selv om biogasproduktionen nu vokser og vokser, halter Danmark fortsat langt efter nabolandene, når det gælder opgradering af biogas til naturgasnettet. HMN Naturgas I/S har indhentet data fra Gasteknisk Center (DGC). Og tallene viser, at lande som Sverige, Tyskland og Holland er langt foran Danmark. F.eks. har Tyskland 144 opgraderingsanlæg. Sverige og Holland har henholdsvis 55 og 21, mens Danmark - inklusiv det nye projekt i Balling vest for Skive - nu kommer op på 5 fungerende anlæg.

I Danmark har vi ellers netop den fordel, at vi har et vidt forgrenet naturgasnet. Det betyder, at der de fleste steder i Jylland og på Fyn og Sjælland nu kan sendes opgraderet biogas ud i naturgasnettet, hvorefter det havner ude hos forbrugerne", siger den administrerende direktør for HMN Naturgas I/S, Susanne Juhl.

"Vi håber, at de projekter, vi nu sætter i gang, kan være med til at fjerne noget af den usikkerhed, som fortsat hersker om biogas herhjemme", siger Susanne Juhl. Hun tilføjer, at de nye projekter bl.a. er med til at opfylde politikernes mål om, at biogas delvist skal erstatte diesel som brændstof til busser og lastbiler.

Politisk mål: 50 procent af husdyrgødningen skal bruges til biogas
Regeringen og de øvrige partier (alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance) bag energiforliget fra 2012 har som målsætning, at 50 procent af Danmarks husdyrgødning senest i 2020 skal omdannes til biogas. Ifølge Brancheforeningen for Biogas udnyttes der pt. ca. 7 procent af husdyrgødningen.


Relevant information

Energistyrelsens nye fakta-ark:
http://www.ens.dk/sites/ens.dk/files/undergrund-forsyning/el-naturgas-varmeforsyning/Energianalyser/faktaark_biogas.pdf

Læs mere om biogas på HMN Naturgas' side om grøn gas:
http://naturgas.dk/grongas/gronenergi/

Læs også nu skifter de første naturgaskunder til grøn biogas fra gylle
http://naturgas.dk/presserum/pressemeddelelse/140414nuskifterfoerste/


Pressekontakt


Firma

Dansk Gas Distribution
Gladsaxe Ringvej 11
2860 Søborg, Danmark

  +45 62 25 90 00

http://gas-group.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Gas Distribution på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater