Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/12-14   -   Pressemeddelelse

Ny analyse: Fyring med naturgas forurener luften mindre end hidtil antaget

Udledningen af kvælstofilter - også kaldet NOx'er - fra gaskedler i danske villaer er mindre end det, man hidtil har regnet med. Den faktiske udledning er ca. 37 procent mindre end de officielle tal, konkluderer en ny analyse.

Ifølge den standardsats, som SKAT pt. lægger til grund ved opkrævning af NOx-afgift, udledes der ca. 40 gram NOx per GJ (gigajoule) ved brug af naturgas til opvarmning i boliger. Men da de moderne, energieffektive gasfyr, som kom på markedet ved årtusindeskiftet, vinder frem, udledes der anno 2014 i gennemsnit kun 25 gram per GJ, viser en ny analyse fra Dansk Gasteknisk Center (DGC): Dette er således 37 procent mindre i forhold til SKATS standardsats.

Nogle af de moderne fyr udleder endda helt ned til 5-10 gram per GJ. Skønsmæssigt har ca. 60 procent af de danske villaer med naturgas et nyere fyr installeret. Blandt de 250.000 kunder hos HMN Naturgas I/S er det cirka syv ud af ti, der har et moderne, kondenserende fyr.

Til sammenligning medfører brug af olie til opvarmning ifølge tal fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet i gennemsnit 52 gram NOx'er per GJ. Se liste over udledningen fra de forskellige brændsler.

Den nye analyse er udarbejdet på vegne af DGC's ejerselskaber: HMN Naturgas I/S, DONG Energy A/S, det statslige transmissionsselskab Energinet.dk, det fynske gasselskab NGF Nature Energy samt HOFOR, som er hovedstadens forsyningsselskab.

"Naturgassen bliver ofte per automatisk stemplet som et sort brændsel, der skader miljøet og klimaet. Det er rigtigt, at naturgas er et fossilt brændsel. Men sammenlignet med olie og kul er belastningen markant mindre. F.eks. udledes der 40 procent mindre CO2 ved naturgas sammenlignet med kul. Man har hele tiden vidst, at naturgas medfører færre NOx'er og andre skadelige stoffer sammenlignet med f.eks. træpiller og olie. Det nye er, at gassen er endnu grønnere end hidtil antaget, når det gælder NOx'er", siger administrerende direktør i HMN Naturgas I/S, Susanne Juhl, som også er formand for DGC.

HMN Naturgas I/S, der er moderselskabet i HMN Naturgas-koncernen, distribuerer naturgas til ca. 2/3 af de godt 400.000 danske kunder. Koncernen er Danmarks største naturgasselskab og ejes i fællesskab af 57 kommuner i Midt- og Nordjylland, hovedstadsområdet og Nordsjælland.

På baggrund af den nye analyse forventer HMN Naturgas I/S, at SKAT nu vil ændre den nuværende bekendtgørelse, der fastslår, hvor meget villakunderne skal betale i NOx-afgift.

"Med den nye viden i hånden bør man justere afgiften. For den enkelte familie med naturgas i huset er det jo ikke den store beløbsforskel, der er tale om. Men ret skal være ret, og naturgaskunderne skal naturligvis ikke betale mere i afgifter, end hvad der er rimeligt", siger den administrerende direktør for HMN Naturgas I/S, Susanne Juhl.

"Vi synes generelt, at afgiftstrykket på naturgas ikke bør være helt så hårdt, som det er, når man jo ser på den faktiske belastning af miljø og klima. I dag er det sådan, at miljø- og energiafgifter samt moms udgør mere end halvdelen af den samlede regning for naturgaskunderne. Faktisk udgør prisen for selve gassen mindre end en tredjedel af det, som kunderne betaler", tilføjer Susanne Juhl.

Til foråret vil DGC også undersøge om større gaskedler, der anvendes i industrien og fjernvarmesektoren - på samme måde som de moderne gasfyr i villaer - udleder mindre NOx, end SKAT pt. antager.

Fakta:
Den eksisterende NOx-afgift blev indført ved lov nr. 472 af 17. juni 2008 og trådte i kraft i 2010.

Naturgaskunderne betaler via gasregningen en NOx-afgift per forbrugt kubikmeter.

Den nye DGC-analyse er foretaget med udgangspunkt i gasselskabernes databaser over villakedler med informationer om fabrikat, type, årligt gasforbrug m.m.

Relevant information

Sammenfatning af analyserapporten på DGC's hjemmeside:
http://www.dgc.dk/nyhed/2014/lav-nox-emission-fra-villakedler

Læs hele DGC-rapporten her:
http://www.dgc.dk/publikation/2014/evaluation-nox-emissions-danish-population-gas-boilers-below-120-kw

Se liste over emissioner fra de forskellige brændsler:
http://envs.au.dk/fileadmin/Resources/DMU/Luft/emission/2012/Emf_internet_januar2014_GHG.htm


Billeder


Pressekontakt


Firma

Dansk Gas Distribution
Gladsaxe Ringvej 11
2860 Søborg, Danmark

  +45 62 25 90 00

http://gas-group.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Gas Distribution på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater