Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
10/02-15   -   Pressemeddelelse

Landets største naturgasselskab trækker Energiklagenævnet i retten: Risiko for "økonomiske cowboytilstande" i varmesektoren

En årelang strid om varmeforsyningen i Helsingør, som kan få principiel betydning i store dele af landet, ender nu hos domstolene. Danmarks største naturgasselskab, HMN Naturgas I/S, stævner nu Energiklagenævnet ved retten i et civilt søgsmål.

Det ses kun meget sjældent, at et energiselskab trækker det uafhængige Energiklagenævnet i retten. Men sagen kan skabe "økonomiske cowboytilstande" i varmesektoren og både gå ud over samfundsøkonomiske interesser og skatteborgerne, mener HMN Naturgas I/S.

"Jeg medgiver, at det er højst usædvanligt, at et energiselskab ligefrem trækker et uafhængigt nævn i retten. Men sagen er principiel og handler ikke blot om projektet i Helsingør. Hvis det lokale forsyningsselskab i Helsingør får lov til at gennemføre sit fjernvarmeprojekt, kan det få betydning mange steder rundt om i landet", siger administrerende direktør i HMN Naturgas I/S, Susanne Juhl.

"Vi risikerer, at der kommer økonomiske cowboytilstande i varmesektoren, fordi Energiklagenævnet har blåstemplet, at man kan komme igennem med et projekt baseret på fejlagtige forudsætninger", tilføjer gasdirektøren.

HMN Naturgas I/S er moderselskabet i HMN Naturgas-koncernen, som ejes i fællesskab af 57 kommuner i hovedstadsområdet, Nordsjælland og Midt- og Nordjylland. Selskabet distribuerer gas til ca. 2/3 af alle naturgaskunder i Danmark.

Sagen, som nu har stået på i mere end tre år og har stor bevågenhed i energibranchen, handler om forsyningsselskabet Forsyning Helsingørs planer om at udvide fjernvarmenettet til otte nye områder, hvor en stor del af beboerne er naturgaskunder. Denne plan er blevet godkendt af Helsingør Kommune, som er en af de 57 kommuner, der ejer HMN Naturgas I/S.

Ifølge HMN Naturgas I/S bygger godkendelsen imidlertid på forkerte og udokumenterede forudsætninger. Derfor indbragte selskabet for knap tre år siden sagen til Energiklagenævnet, som er den øverste klageinstans på området. HMN Naturgas I/S fik dog - først for nylig - ikke medhold og vil nu have rettens ord for, at projektet i Helsingør ikke holder økonomisk.

"Hvis afgørelsen fra Energiklagenævnet ikke omgøres, kan det skabe præcedens, så noget tilsvarende også kan ske andre steder i landet. Det kan betyde, at der gennemføres projekter på et forkert grundlag, som er til skade for samfundsøkonomien. Det går i sidste ende også ud over skatteborgerne. Vores advokater udtager nu en stævning mod Energiklagenævnet", siger administrerende direktør i HMN Naturgas I/S, Susanne Juhl.

Forsyning Helsingør peger på, at projektet vil medføre et samfundsøkonomisk overskud på 13 mio. kr. Men Ifølge HMN Naturgas I/S vil det snarere give et samfundsøkonomisk underskud på mindst 65 mio. kr.

"Vi mener, at beregningerne og forudsætningerne på en lang række områder er urigtige. F.eks. regnes der med, at der kun er 1.206 bygninger med naturgas i området. Men det fremgår sort på hvidt af vores adresseliste, at vi forsyner 1.354 bygninger. Selvom det måske ikke lyder af meget, gør det en markant forskel for projektets samfundsøkonomi. Et andet eksempel er, at Helsingør Forsyning opererer med, at bygningerne har et varmebehov, der er markant større, end det rent faktisk er målt til. Det er utroligt, at projektet har fået lov at passere forbi på et så tvivlsomt grundlag", mener Susanne Juhl.

HMN Naturgas I/S har fået udarbejdet en rapport af den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS. Ifølge rapporten stemmer forudsætningerne for fjernvarmeprojektet i Helsingør ikke overens med de faktiske forhold. Samtidig vurderer NIRAS, at projektet frem for et samfundsøkonomisk overskud på snarere giver et underskud af størrelsesorden 64 mio. kr., en forskel på 77 mio. kr. i forhold til projektforslaget. Se rapporten her

"Reglerne på området er klokkeklare. En kommune må som myndighed ikke godkende et varmeprojekt, hvis det ikke er den samfundsøkonomisk bedste løsning. Energiklagenævnet bør gribe ind, når de økonomiske beregninger ikke gennemføres på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Dette er ikke sket i denne sag", siger Susanne Juhl.

Helsingør Forsyning forudsætter, at 90 procent af de nuværende naturgasforbrugere i de pågældende områder vil skifte til fjernvarme inden for de første fem år. Men det er ikke realistisk, da de ikke har økonomisk incitament hertil, mener HMN Naturgas I/S.

På baggrund af Energitilsynets nyeste varmeprisstatistik har HMN Naturgas I/S beregnet, at det i ca. 80 procent af tilfældene er billigere at opvarme huset med naturgas end med fjernvarme, hvis man bor i Nordsjælland, hovedstadsområdet eller Midt- og Nordjylland. F.eks. bliver de samlede udgifter 4.509 kr. større om året ved at have fjernvarme i Helsingør i forhold til naturgas, hvis man skal opvarme et standardhus med et typisk årligt varmeforbrug på 18,1 MWh, viser tallene.

Relevant information

Se prisforskellen mellem fjernvarme og naturgas her:
http://hmn.naturgas.dk/~/media/hmn/billeder/prisstatistik/prisstatistik_fjv%2020150126.ashx

Se rapporten fra NIRAS her:
http://naturgas.dk/~/media/presse/dokumenter/niras_rapport%20final-1.ashx


Pressekontakt


Firma

Dansk Gas Distribution
Gladsaxe Ringvej 11
2860 Søborg, Danmark

  +45 62 25 90 00

http://gas-group.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Gas Distribution på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater