21/06-13
-
Pressemeddelelse
Lasse har fundet de første sponsorer i jagten på Rio
Handicapsvømmeren Lasse Andersen fra Holbæk skifter svømningen ud med triatlon, der for første gang er på programmet ved Paralympics i 2016 i Brasilien.
Efter at have deltaget som svømmer ved Paralympics i London sidste sommer har Lasse Andersen fra Holbæk sat sig et nyt langsigtet mål. Han er i fuld gang med at forberede sig til Paralympics 2016 i Rio de Janeiro - men denne gang inden for triatlon, som for første gang er på programmet. I bestræbelserne på at nå sine mål har den 18-årige holbækker indledt et samarbejde med to sponsorer, Eiland Electric og Reeboot.dk, som har sikret den talentfulde atlet det nødvendige udstyr til at dyrke sin nye sport.
"Jeg havde brug for nogle nye udfordringer og ville gerne nå noget mere. På den måde er triatlon den helt rigtige måde at komme videre på", fortæller Lasse Andersen, der i øjeblikket sidder bøjet over bøgerne i en læseferie frem mod studentereksamen.
Herudover bruger han 30 timer om ugen på styrketræning, svømning, løb og cykling. En halv ironman for nylig sendte et signal om, at løbe-delen bliver den største udfordring på grund af en dårlig hofte. Også på cyklen er Lasse Andersen udfordret på grund af sit korte lårben på højre ben, der trods protese forhindrer ham i at ligge i den klassiske aerodynamiske stilling ind over cyklen.
Den ene af Lasse Andersens nye sponsorer, fysioterapeut og osteopat Alex Glistrup fra firmaet Reeboot.dk, har stor erfaring inden for elitetræning, og han vurderer, at den unge triatlet kan træne sin hofte markant stærkere frem mod Rio. Og belastningen ved Paralympics vil i øvrigt ikke være helt så voldsom som under den halve ironman, Lasse Andersen gennemførte for nylig. I Brasilien dyster para-triatleterne i sprint-distancen 750 m svømning, 20 kilometer på cykel og 5 kilometers løb.
Brug for flere sponsorer
Den nye hovedsponsor er installationsfirmet Eiland Electric, hvor indehaver Jens Andersen har oplevet Lasse Andersens træningsindsats og målrettethed i Holbæk Svømmeklub, hvor de begge træner. Direktøren bifalder de dyder, Lasse Andersen står for:
"Vi har 10 lærlinge i firmaet, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med unge, der har ambitioner. Rigtig mange unge vil gerne arbejde hårdt for tingene, og ved at hjælpe Lasse føler jeg, at vi kan gøre en forskel", forklarer Jens Andersen, som nu er gået i gang med at finde flere sponsorer, der vil hjælpe Lasse Andersen til Rio de Janeiro.
Opgaven for Lasse Andersen er først at nå nogle resultater og derefter at nå frem til de klassificeringer, der præciserer graden af hans handicap inden for triatlon - klassificeringer, der kun foregår i udlandet.
Billedtekst:
Lasse Andersen omgivet af Alex Glistrup (tv) og Jens Andersen, der henholdsvis har sponseret en specialsyet våddragt og en cykel. Lasse Andersens næste opgave på den paralympiske sprinterdistance foregår i Holbæk med start i kanalen bag de tre mænd.
Yderligere oplysninger:
Lasse Andersen: 23 98 22 53
Jens Andersen: 23 40 30 00
Alex Glistrup: 60 61 61 68
Relevant information
http://
Firma
Qvist Kommunikation
Havnegade 4
4300 Holbæk,
Danmark
30330907
30330907
www.qkom.dk