16/06-15
-
Pressemeddelelse
Bilka vinder kapløb om mobilbetaling
Som den første danske dagligvarekæde kan Bilka fra torsdag den 18. juni tilbyde kunderne at betale med MobilePay i alle landets 18 Bilka-varehuse
Det begyndte i Dansk Supermarked som en test i en enkelt føtex. Så kom flere føtex-varehuse og en enkelt Bilka med på vognen. Herefter meldte en konkurrerende detailhandelskæde sig på mobilbetalingsbanen, og nu sætter Bilka turboen til og ræser over målstregen med MobilePay i alle sine varehuse fra torsdag den 18. juni.
Kædedirektør Mark Nielsen betragter det som et naturligt skridt for Bilka, som i forvejen benytter ny teknologi i varehusene og på webshoppen Bilka.dk.
- Bilka har taget teknologiske syvmileskridt, hvad angår e-handel og omnichannel, hvor webshop smelter sammen med den fysiske butik. Vi anvender infrarød teknologi til at understøtte vores max-2-i-kø-koncept, og alle Bilka-varehuse er udstyret med selvscanningskasser. Selvfølgelig er vi også den første danske dagligvarekæde, som kan tilbyde mobilbetaling i alle varehuse, siger Mark Nielsen.
Stor interesse fra udlandet
Den danske mobilbetalingsmodel har vakt interesse langt uden for landets grænser. føtex på Nordre Fasanvej, der var det første københavnske varehus med MobilePay, har haft besøg af både journalister og detailfolk fra Tyskland, Kina, Spanien, England og Finland, som har lagt vejen forbi for at se, hvordan MobilePay fungerer i praksis.
- De har alle været vældigt imponerede af, hvor nemt og hurtigt det er. Folk bliver virkelig positivt overrasket, og indimellem er de nødt til at prøve flere gange, fordi de har svært ved at tro, at det virkelig er så let, fortæller Steffen Skov Larsen, der er projektleder i Dansk Supermarked.
MobilePay er fremtiden for alle butikker
Den MobilePay-løsning, som udrulles i flere dagligvarekæder i øjeblikket, er udviklet i samarbejde mellem Dansk Supermarked og Danske Bank og blev lanceret den 11. marts 2015. Her blev føtex i Storcenter Nord i Aarhus det første varehus i Danmark, som fik MobilePay ved kasselinjen.
For Danske Bank har alliancen med Dansk Supermarked været et vigtigt strategisk led i udviklingen af en mobilbetalingsløsning, der er tænkt som fremtidens mobilbetalingsløsning i dansk detailhandel. Dansk Supermarked har bidraget markant til udviklingen af denne løsning, som er målrettet kæder med stort kundeflow.
Både unge og ældre bruger MobilePay
Ifølge Bilka-direktør Mark Nielsen bruger rigtig mange kunder allerede deres mobiltelefon til pristjek, opskrifter og som huskeseddel, når de handler. Derfor er telefonen altid ved hånden, når kunden når frem til kassen.
- Det er lige så nemt og intuitivt at bruge MobilePay ved kassen, som det er at overføre penge til en ven, og i Bilka Horsens, som allerede kører løsningen, kan vi se, at det er både unge og ældre, som hiver mobilen frem, når de skal betale. Det er stadig kun et begrænset antal kunder, som benytter MobilePay, men det tal bliver formentlig højere, efterhånden som folk vænner sig til at bruge det i flere butikker, mener Mark Nielsen.
Sådan fungerer MobilePay i Bilka:
Åbn MobilePay-appen på din telefon og indtast personlig kode
Hold telefonen mod MobilePay-ikonet ved kassen
MobilePay afventer beløbet fra kassen, og du kan i mellemtiden pakke dine varer
Når alle varer er kørt igennem kassen, modtager din telefon beløbet, og du godkender og betaler ved at "swipe"
Teknologien bag MobilePay
MobilePay fungerer ved hjælp af to typer teknologi: NFC (Near Field Communication) og BLE (Bluetooth Low Energy). Teknologien skaber forbindelsen mellem telefon og kasseterminal.
De fleste moderne smartphones har enten Bluetooth- eller NFC-teknologi. Alternativt kan alle smartphones anvende QR-scanneren i MobilePay.
Under "Hjælp" i MobilePay-appen kan du se, om mobiltelefonen er klar til betaling i butikker, og finde en guide til, hvordan du kommer i gang.
Fakta om MobilePay
Danske Banks MobilePay benyttes af godt to millioner danskere. Den forventede årlige aktivitet er p.t. 50 mio. betalinger og 12 mia. kr. i omsætning. MobilePay benyttes på stadig flere områder, hvoraf de syv vigtigste er: Mellem private, handel i butikker, kommunale betalinger, betaling gennem andre apps, donationer og handel i webshops.
Firma
Dansk Supermarked A/S
Bjødstrupvej 18
8270 Højbjerg,
Danmark