07/04-14
-
Pressemeddelelse
Nyt træfældningsfirma støtter Plant Et Træ
Ti års hobbyerfaring er nu blevet til enmandsfirmaet Tornbys Træfældning. En procentdel af overskuddet skal gå til foreningen "Plant Et Træ".
Gennem årets første måneder har tanken flyttet sig fra idé til virkelighed, og fra den 1. april var Anders Tornby officielt indehaver af sit eget enkeltmandsfirma: Tornbys Træfældning.
Den 41-årige militæruddannede esbjergenser tilbyder at udføre almindelig træfældning, fældning ved topkapning, beskæring og hækkeklipning. Firmaet dækker et stort område fra Esbjerg over Oksbøl, sommerhusområderne Vejers, Ho, Jegum Ferieland og Blåvand til rute 181 fra Varde til Hvide Sande.
I en tid, hvor miljøbevidsthed står højt på manges liste, har Tornbys Træfældning også lavet nogle tiltag, for at støtte op om miljøet. Anders Tornby anvender således miljøvenlig benzin til værktøjet, og så har han bestemt, at en procentdel af overskuddet i firmaet skal gå til foreningen "Plant Et Træ".
- Jeg synes, det er en god - og også en lidt sjov - kontrast til firmaets kerneydelse, at jeg lader en del af overskuddet gå til at plante nye træer. Jeg vil ikke skelne mellem, om det er træfældning eller hækkeklipning, der giver overskuddet, men når året er omme vil jeg gøre det - forhåbentligt - store tal op og sende støtten direkte videre til Plant Et Træ, beretter Anders Tornby.
Selvom firmaet først for alvor er gået luften den 1. april, var der allerede en del ordrer i bogen i marts. De flyers, der er blevet uddelt i Kvaglund og en del af Hjerting, har resulteret i mange henvendelser, og også på Facebook, hvor Tornby Træfældnings seneste postering er nået ud til mere end 800 personer, har responsen været god.
På firmaets hjemmeside www.tornbys.dk kan man finde råd om, hvordan man selv beskærer sit træ, eller hvornår man kan klippe sin hæk.
Pressekontakt
Anders Tornby
40 54 19 73
Firma
Tornbys Træfældning
Lendesr Alle 1a
6700 Esbjerg,
Danmark
40 54 19 73
www.tornbys.dk