Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/04-15   -   Pressemeddelelse

Motionscykelløb: Forårsklassikeren Skjoldenæsholmløbet



Søndag d. 31. maj skydes den 35. udgave af Skjoldenæsholmløbet i gang. Løbet bringer rytterne igennem noget af det smukkeste landskab som Sjælland kan byde på og igen vil motorcykel-marshalls bane vejen for cykelrytterne og understrege, at sikkerheden er i fokus.

De 2.500 cykelryttere, der forventes at deltage i Skjoldenæsholmløbet 2015, kan se frem til en smuk og kuperet rute og en cykleoplevelse ud over det sædvanlige. Skjoldenæsholmløbet, der er eet af Sjællands største motionscykelløb, tilbyder 3 ruter. Den længste rute på 145 km går gennem fem midt- og vestsjællandske kommuner, nemlig Lejre, Ringsted, Holbæk, Sorø og Roskilde. Ligeledes er der to ruter på henholdsvis 40 km og 80 km.

Sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed
Deltagernes sikkerhed er selvfølgelig helt afgørende i et motionscykelløb og derfor følges de hurtigste ryttere på de lange distancer igen i år af motorcykel-marshalls.

Det fortæller formanden for Skjoldnæsholmløbet, Torben Nielsen, fra den arrangerende klub, Roskilde Cykel Motion. "Motorcykel-marshalls skaber respekt fra bilisterne, men minder også cykelrytterne om, at de almindelige færdselsregler gælder. Det giver alt i alt bedre stemning på ruten, flere smil og mere sikkerhed," siger Torben Nielsen, der fortæller om meget positive tilbagemeldinger fra deltagerne i 2014.

Men generelt gør løbsarrangørerne alt for at sikkerheden er bedst mulig under løbet. Man er i dialog med de kommuner som løbet passerer og arbejder for at sikre, at vejene på ruten er gode og at ruten er godt afmærket. Bl.a. er der flagposter på alle kritiske steder.
Torben Nielsen understreger, at løbet foregår på offentlige veje og at det er de almindelige færdselsregler, der gælder. En godkendt cykelhjelm er desuden obligatorisk ved deltagelse i Skjoldnæsholmløbet.

For både supermotionister og familier
Selvfølgelig er Skjoldenæsholmløbet også anledningen til at køre hurtigere end venner, familie og klubkammerater, men stemningen er vigtig. "Det helt afgørende for os er, at vores deltagere får en god oplevelser uanset om målet er at køre hurtigt eller køre en tur med familien. Deltagerne sendes af sted i grupper, så alle kan køre deres eget løb," siger Torben Nielsen. Den korteste rute tiltaler traditionelt mange familier med store børn, der laver en udflugt ud af løbet. På midtdistancen kører motionisterne og på den længste rute elitecyklisterne. Blandt deltagerne er også velgørenhedsholdet Team Rynkeby, der hvert år bruger Skjoldenæsholmløbet som obligatorisk træningsløb for de sjællandske hold.

Tidstagning og forplejning
Igen i år er der individuelle tider med chiptidtagning, så det er muligt at sammenligne tiden med de nærmeste rivaler eller med sin egen tid fra tidligere år. Ude på ruten er der 4 depoter, hvor man kan få fyldt sine flasker med vand eller energidrik, en sandwich, en bolle eller banan. Når rytterne kommer i mål, vil der være pastasalat med frikadeller og lunt brød samt en øl eller sodavand. Alt dette er inkluderet i startgebyret. På dagen stiller Roskilde Cykel Motion med mere end 100 frivillige, der sørger for vejvisning og er klar med forplejning på depoterne på ruten.

FAKTA
Årets Skjoldnæsholmløb starter søndag d. 31. maj 2015 fra kl. 8.00 på Skt. Jørgens Skole, Sønderlundsvej 58, 4000 Roskilde. Interesserede kan læse mere og tilmelde sig på www.rc-m.dk, hvor ruten også kan ses og downloades til gps'en.
Skjoldnæsholmløbet startede i slutningen af 1970'erne som et landsstævne for motionsklubber under navnet "Fjorden Rundt". I 1981 fandt det sin nuværende form med omkring 200 deltagere det første år. Løbet er fuldt af traditioner, blandt andet at deltagerne efter løbet har mulighed for dele undskyldninger for dårlige tider over en øl og en portion mad.

Billeder


Pressekontakt

Torben Nielsen
  40605071

Firma

Roskilde Cykel Motion
Rørmosen 37
4000 Roskilde, Danmark


http://www.rc-m.dk

Modtag nyheder fra Roskilde Cykel Motion på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire