Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
16/04-14   -   Pressemeddelelse

Eksperter: Erhvervslivet kan hente milliardgevinster med 3D-print

Ved at benytte 3D-printede prototyper i større omfang kan dansk erhvervsliv opnå mersalg for milliarder og kappe kritiske uger af udviklingsprocesser, mener eksperter. De færreste virksomheder er imidlertid klar over, at muligheden findes.

Trykning af tredimensionelle modeller og prototyper i fx plastik, gips og glas kan revolutionere design og produktudvikling. Ifølge eksperter kan dansk erhvervsliv opnå betydelige konkurrencefordele ved at få øjnene op for muligheden. - Tusinder af firmaer kan have glæde af 3D-print, men de fleste ved endnu ikke, hvad de går glip af. Erhvervslivet kan hente milliardgevinster i mersalg samt besparelser på design- og udviklingsprocesser ved at tage teknologien til sig, siger Preben Mejer, der både var med til at introducere danskerne for pc'en og internettet. I dag rådgiver han om teknologiske trends og nyskabelser.

- Amerikanske eksperter betegner 3D-print som den tredje industrielle revolution, fordi teknologien giver prototyping og design nye muligheder. Man kan arbejde med små serier på en mere fleksibel, dynamisk og forretningsmæssig holdbar måde end før. Og det gælder ikke kun store firmaer, vurderer it-eksperten. - Når teknologien endnu ikke er så udbredt, skyldes det de store printerfabrikanters fravær på markedet. Uden deres apparater til produktion, markedsføring og distribution er det ikke underligt, at mange ikke kender til de nye muligheder, fastslår Preben Mejer.

Billigere udvikling, øget salg

Crispy Food er blandt de danske industrivirksomheder, der har positive erfaringer med 3D-print. Firmaet har benyttet metoden under udvikling af en foldeske i plastik til bægerlåg. - I stedet for at få støbt prototypen i Asien fik vi 3D-printet den i Vejle. Der gik kun få dage, fra 3D-printet var bestilt, til vi stod med en produktionsklar prototype. Det forkortede processen med flere uger, og samtidig har vi sparet mange penge, siger projektchef Per Søndergaard.

Træhusfirmaet Scanwo bruger 3D-printede skalamodeller til at visualisere byggerier for mulige kunder. - Det er meget nemmere at forholde sig til en naturtro model af sit nye hus end til en tegning. Med 3D-print er vi et skridt foran konkurrenterne, og modellerne kan i nogle tilfælde være afgørende for at få en ordre, mener salgschef Jens Kahl, der også vil bruge 3D-visualisering som spydspids i firmaets nye satsning på det norske marked.

Prototype på et døgn

Selvom professionelle 3D-printere ikke længere koster millioner, kan priserne stadig afholde mindre og mellemstore virksomheder fra at investere i udstyret. Det har skabt en forretningsmulighed for ingeniørfirmaet Lund-Engineering i Vejle, der tilbyder 3D-udskrifter af modeller og prototyper. - Det er lidt ligesom at sende brochurer eller visitkort til trykkeriet. Forskellen er bare, at vi trykker tredimensionelt. Vi har sågar prøvet at printe en regulær bådpropel i hård plast. Skruen er stadig monteret på båden og holder i bedste velgående. Det vidner om printets bestandighed, siger direktør Benny Lund Verndal. - Enten sender man en 3D-tegning som fil, eller også laver vi tegningen. Herefter kan man have sin prototype eller skalamodel klar i løbet af et døgn, og det koster oftest ikke mere end en traditionel tryksag, fortæller ingeniøren, der bl.a. arbejder for industrivirksomheder, arkitekter, typehusfirmaer og designbureauer.
- 90-95 % af de danske virksomheder, som kunne have fordel af teknologien, bruger den endnu ikke. Enten fordi de ikke kender til den, eller fordi de tror, at 3D-print er meget dyrt, mener Benny Lund Verndal, der oplever stort potentiale i et utal af brancher. Det gælder eksempelvis plastindustrien, maskinindustrien samt træ- og møbelindustrien. - Ofte kan der i en udviklingsproces skæres 40-50 % af både budget og tidsforbrug. Der er mange milliarder at hente, vurderer han.


Fakta: Crispy Food International fremstiller morgenmadsprodukter, top cups og kostfibre til fødevareindustrien. Virksomheden indgår i KOFF, der også omfatter Kohberg Bakery Group, ISIS og Nakskov Mill Foods. www.crispyfood.com | Lund-Engineering bistår erhvervslivet med design, idé- og prototypeudvikling, 3D-visualisering, konstruktion og teknisk dokumentation. Virksomheden er grundlagt af ingeniør Benny Lund Verndal (født 1966), der selv er indehaver af flere teknologiske patenter. Han er tidligere næstformand i Dansk Opfinderforening og en ofte benyttet foredragsholder. www.lund-engineering.dk | Preben Mejer (født 1952) grundlagde i 1983 DanaData, som siden blev solgt til TDC. Han var igennem en årrække udviklingsdirektør i TDC-koncernen og med til at starte TDC Internet. Mejer har haft sæde i flere statslige it-råd og var i 2001 blandt stifterne af videncentret Innovation Lab. Han driver i dag rådgivningsvirksomheden Radr og har derudover en lang række bestyrelsesposter. www.radr.dk | Scanwo er blandt Danmarks førende husleverandører til selv- og medbyggere. Firmaet har mere end 20 års erfaring med at producere og bygge for kunder over hele Europa. www.scanwo.dk

Billeder


Pressekontakt

Christian Fink
Pressekontakt
  70 20 89 00
  20 94 84 74

Firma

Lund Engineering
Jernet 25
6000 Kolding, Danmark

  2858 8775


Modtag nyheder fra Lund Engineering på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.