28/04-14
-
Pressemeddelelse
Kokkeelever laver mad med den molekylære gastronomis fader
Den franske kemiker Hervé This er ophavsmand til den såkaldt "molekylære gastronomi," som i dag praktiseres i større eller mindre grad på næsten alle toprestauranter i verden. Det er helt enestående, at han nu kommer til Danmark, hvor han blandt andet skal lave mad med kokkeelever fra Hotel- og Restaurantskolen.
Det foregår på onsdag den 30. april, hvor Hervé This besøger Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Her vil han demonstrere, hvordan man laver mad efter teorierne bag 'Note by Note Cuisine,' som spås at blive fremtidens store trend indenfor gastronomien, og som måske også kan give svaret på, hvordan verdens munde skal mættes i fremtiden.
Hvad er Note by Note Cuisine?
'Note by Note Cuisine' er en videreudvikling af den 'molekylære gastronomi,' som Hervé This er ophavsmand til. Kort fortalt er tanken bag konceptet, at al mad består af nogle helt enkle komponenter, såsom aminosyrer, fedtstoffer og kulhydrater. Har man disse komponenter, kan man selv opbygge al slags mad fra bunden til lige den form, konsistens, smag og det udseende, man ønsker. Komponenterne kan udvindes af hvad som helst, for eksempel indeholder græs alle de komponenter, der skal til for at lave en hvilken som helst slags mad. Derfor kan det ikke alene tilføre gastronomien uendelige muligheder for fornyelse, men også være en bærende energikilde i fremtiden.
Dagens program:
10-12: Foredrag med Hervé This, som fortæller om tankerne bag Note by Note Cuisine.
12-13: 'Molekylær' frokost og mingling. Mød blandt andre Hervé This og nogle af landets mest indflydelsesrige kokke og madjournalister.
13-16: Workshops, hvor Hervé This går i køkkenet med elever fra Hotel- og Restaurantskolens Science-forløb og viser, hvordan man laver mad efter Note by Note Cuisines principper. Der vil være mulighed for, at journalister kan deltage, hvis det ønskes.
Mere info
For mere info og billeder kontakt Pia Fink-Jensen på telefon: 3386 2298/4064 4221 eller e-mail: pfj@hrs.dk
Der vil blive taget billeder til brug for pressen på dagen.
Gastronørd gør os klogere
Arrangementet er en del af Hotel- og Restaurantskolens nye foredragsrække 'Gastronørd.' Med jævne mellemrum inviterer vi toneangivende eksperter indenfor gastronomien til at give os et indblik i deres verden, så vores elever og andre interesserede kan blive klogere, og vi i samlet, nørdet flok kan være med til at udvide gastronomiens grænser. Ved Hervé This-arrangementet forbereder eleverne ved Science-linjens grundforløb frokost inspireret af den molekylære gastronomis teknikker. Hovedforløbets elever deltager i seminar og workshops sammen med toneangivende aktører indenfor gastronomien og madformidlingen.
Seminaret med Hervé This arrangeres i samarbejde med Institut Francais og er det første Gastronørd-arrangement.
Pressekontakt
Pia Fink-Jensen
3386 2298
4064 4221
Firma
Hotel- og Restaurantskolen
Vigerslev Allé 18
2500,
Danmark
3386 2200
www.hrs.dk