19/04-22
-
Pressemeddelelse
Lad os sammen tale håndværksfagene op
Af Lars Lindskov, byrådsmedlem (C), udlært radiofaghandler Teknisk Skole (mesterlære) og Torben Jørgensen, byrådsmedlem (SF), udlært bygningssnedker (mesterlære)
Hvis man skal have repareret sit tag, lagt ny terrasse eller fixet en installation i sin bolig, er det svært at finde en dygtig håndværker, der har tid til at løse det. Der er simpelthen mangel på dem.
Trods flere års stigende efterspørgsel på dygtige håndværkere over hele landet, har erhvervsuddannelserne i disse år stadig problemer med at tiltrække unge. Der er mange myter og fordomme, som er årsagen – både historiske, kulturelle og sociale. Og der har generelt i samfundet givetvis også været et velment ønske om, at næste generation skal være dygtigere og mere bogligt veluddannet en den sidste.
Det er der ikke noget galt i, men vi har brug for, at flere unge vælger en erhvervsrettet uddannelse efter folkeskolen frem for bevidstløst at fortsætte på de almene gymnasier og HF.
I stedet bør familierne og de unge orientere sig bedre om mulighederne for en god uddannelse inden for erhvervsuddannelserne og særligt et af håndværksfagene. Rygtet om, at der ikke er lærepladser kan måske være rigtigt i dele af landet, men det ud over det generelle landskab er det faktisk en myte i mange fag.
Et hurtigt kig på Glarmesterlaugets hjemmeside afslører således i omegnen af 40 ledige lærepladser – til omgående tiltrædelse. Sidste år kunne Glarmesterlauget samtidig glæde sig over det dobbelte optag af unge i forhold til det normale niveau. Og det ser ud til at fortsætte. Det samme gør sig gældende i en lang række andre håndværksfag, heriblandt tømrerne. Så læremestrene og fagskolerne er klar.
Fælles for dem er, at de efterspørger ”kloge hænder”, og at de ikke kan finde dem. Mange af de unge er i gang med boglige uddannelser, der ikke interesserer dem alle – men fordi det forventes. Men af hvem?
Findes livskvaliteten udelukkende i en boglig uddannelse? Det mener vi ikke. Det handler i langt højere grad om at vælge det, man kan blive rigtig dygtig til – fremfor at henslæbe sit liv med noget, man ikke reelt har hjertet med i eller talent for.
Dét at beskæftige sig med noget konkret og håndgribeligt – og ikke mindst udsigten til fast og varig beskæftigelse - appellerer til mange unge. Det samme gælder afvekslende og mere praktisk orienterede uddannelsesforløb som fx erhvervsakademi-uddannelserne, hvor skole og praktik afløser hinanden. Det skal vi have langt mere af.
Vi er to politikere med hver vores politiske udgangspunkt og baggrund. Men vi har et fælles ønske om at tale erhvervsuddannelserne op. Ikke alene for at understøtte de unge med at træffe et af de vigtigste valg i deres liv, men også for vores samfundsøkonomis – og dermed vores fælles velfærds – skyld.
Pressekontakt
Lars Lindskov
Formand
46731979
30501979
Torben Jørgensen
byrådsmedlem (SF)
28351889
Firma
Det Konservative Folkeparti i Roskilde
Jernbanegade 23B
4000 Roskilde,
Danmark
70261979
30501979
www.roskildekonservative.dk
Modtag nyheder fra Det Konservative Folkeparti i Roskilde på mail
Tilmeld dig her