08/08-14
-
Pressemeddelelse
Tyve frafaldne unge skriver selv bog om det danske uddannelsesræs
Tyve unge har i bogen De Frafaldne skrevet om deres personlige frafaldshistorie og deres oplevelser af mødet med det danske uddannelsessystem
Frafald fra ungdomsuddannelserne er blevet diskuteret til hudløshed i den danske uddannelsesdebat. Debatten er dog ofte baseret på diverse tal og statistikker, som aldrig helt i dybden formår at beskrive, hvad der egentlig er på spil. Hvordan føles et frafald, og hvad er grunden til frafald? De unge har oplevet frafaldet på egen krop, de er mærket af det, det er en del af deres livsvilkår. Det er derfor med udgangspunkt i dem og deres erfaringer, at forståelsen også bør skabes, og ikke kun gennem tal. I den danske uddannelsesdebat bliver der alt for sjældent givet plads til at de kommer til orde på en ordentlig og fyldestgørende måde.
Med bogprojektet De Frafaldne har Ungdomsbureauet forsøgt at imødekomme dette behov ved at skabe et talerør for, hvad unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse, mener, føler, tænker og drømmer. Tyve unge har igennem foråret sammen med en skrivementor skrevet løs om deres oplevelser med uddannelsessystemet. I bogen findes bl.a. Malenes historie om hvordan det føles at være udenfor og hvad der skal til for at komme ind igen, Cecilias historie om hvor svært det er at tage en uddannelse med en religiøs families krav, eller historien om hvordan Sebastians kriminelle karriere gør det svært at tage en uddannelse. De Frafaldne beskriver skyggesiden af uddannelsesbjerget, og forklarer indefra om præstationssamfundets bagside.
Bogen udgives fredag d. 8. august af foreningen Ungdomsbureauet, der skaber pop-up platforme, hvor unge kan engagere sig i samfundsdebatten. Projektet er skabt i samarbejde med Ungdommens Røde Kors. Bogen er gratis og kan findes på dette link: www.ungdomsbureauet.dk/de-frafaldne eller erhverves i fysisk form ved udgivelsesarrangementet i Koncert Kirken på Blågårds Plads 6A, fredag d. 8. august kl. 20.00.
De Frafaldne trykkes i 2000 eksemplarer og fordeles blandt andet til Ungdommens Uddannelsesvejledning i hele landet. Projektet er finansieret af EU-Kommissionens Aktive Unge program og Kulturstyrelsens Folkeoplysningspulje.
Pressekontakt
Kenneth Salomonsen
Projektleder
26623291