19/01-16
-
Pressemeddelelse
Ungdomsbureauet lancerer den nye demokrati-arena for unge, Ungdommens Folkemøde
Ungdommens Folkemøde afholdes d. 8-9 september i Søndermarken på Frederiksberg og træder i dag endnu et skridt ud i offentligheden, ved lanceringen af Ungdommens Folkemøde (UFM16).
Ungdomsbureauet har med Ungdommens Folkemøde (UFM16) til ambition, at skabe et demokratisk møde på tværs af uddannelser, holdninger og baggrunde, for op mod 15.000 unge og 40 forskellige organisationer. Med hjemmesiden www.ufm16.dk, får begivenheden nu en virtuel platform.
UFM16 kommer i sin form til at minde om Folkemødet på Bornholm: Et demokratisk samfundslaboratorium, hvor unge i fællesskab kan diskutere forskellige samfundsmæssige problemstillinger og løsningsforslag. Det har længe været problematiseret fra uddannelsesinstitutionernes side, at Folkemødet finder sted midt under eksamensperioden i juni, hvilket udelukker mange unge fra at deltage. Ved at fastsætte datoen til 8.-9. september og samtidig fylde programmet med undervisningsrelevant materiale, muliggøres det for de mange tusinde unge under uddannelse, at deltage i arrangementet. "Jeg bakker op om Ungdommens Folkemøde, fordi det placerer sig i en stolt, dansk tradition for demokratisk deltagelse og fordi, arrangementet giver mulighed for at få endnu mere virkelighed ind i uddannelserne. Derudover glæder det mig, at N.F.S. Grundtvigs demokratiske ambition om at engagere flere i udviklingen af det danske samfund bliver aktualiseret med dette folkemøde", udtaler Esben Lunde Larsen, uddannelses- og forskningsminister.
I løbet af festivalen vil de deltagende organisationer have en stadeplads, hvor de afholder problemorienterede workshops for unge. Det sker også for at engagere grupper af unge, der ikke i forvejen er politisk aktive og give dem en stemme i den offentlige debat. Foruden workshops vil der på festivalen være forskellige events; debatter, taler, koncerter, kunstinstallationer på og de forskellige scener og på selve festivalområdet. Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival, udtaler: "žUngdommens Folkemøde er et interessant demokratisk initiativ, som vi tror kan skabe et frirum ala Roskilde Festival hvor drømme opstår og innovationen blomstrer" Roskilde Festival støtter op om UFM16.
Visionen for UFM16 er at inspirere unge mennesker til at tænke innovative tanker på egne og samfundets vegne. "žMed UFM vil vi skabe Ungdommens storebæltsfærge, hvor vi giver alle unge muligheden for at møde hinanden og diskutere på tværs af holdninger og sociale baggrunde. Demokratiet bliver konstant udfordret, og med Ungdommens Folkemøde vil vi lave et stort samfundslaboratorium, hvor ingen spørgsmål er dumme og hvor demokratiet finder sin form mellem deltagerne. Med fremtidens borgere vil vi løse nutidens udfordringer, så måske vi endda skaber rammerne for nye løsninger, visioner og drømme.," siger Olav Hesseldahl, medstifter af Ungdomsbureauet og arrangør af UFM16.
UFM'16 arrangeres i samarbejde og med støtte fra en række partnere:
Frederiksberg Kommune, Erasmus - Europakommissionen, FrederiksbergFonden, Spar Nord Fonden, TuborgFondet, Roskilde Festival, Politiken, Forlaget Columbus Fond.
Pressekontakt
Olav Hesseldahl
Projektleder
30263742