Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
10/06-14   -   Pressemeddelelse

Mere frihed og mere personligt ansvar



Brian Mikkelsen og Brigitte Klintskov Jerkel talte i år ved det konservative grundlovsmøde i Borgerhuset i Greve. Begge fokuserede i deres taler på at få ansvaret tilbage til borgerne - og om anstændighed og klassiske dyder

Med 50 veloplagte medlemmer som tilhørere kunne Greves lokale partiformand Claus Dyremose velkommen til det konservative grundlovsmøde på Borgerhusets græsplæne. Her talte folketingsmedlem og tidligere minister Brian Mikkelsen sammen med den lokale folketingskandidat og byrådsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel. Begge havde det personlige ansvar som hovedtema og efterlyste de klassiske dyder som at tage ansvar for eget liv og at yde, før man kan nyde.

- Jeg er som konservativ meget optaget af Grundlovens bestemmelser om den personlige frihed. En frihed, der ikke kan stå alene, fordi det er en rettighed, som samtidig indebærer, at vi også tager ansvar for os selv og vores omgivelser. Frihed og ansvar hører sammen. Men jeg oplever, at vi i højere grad lægger det personlige ansvar fra os. Der er sket et holdningsskred, hvor værdier som ansvar og selvstændighed bliver skubbet mere og mere i baggrunden, sagde Brian Mikkelsen og kom i sin tale med to eksempler.

Færre sætter en ære i at klare sig selv
- I dag vil stadig flere danskere hellere bede det offentlige om hjælp frem for at klare sig selv. I midten af halvfemserne var et solidt flertal af danskerne på 57 procent overbeviste om, at de hellere ville klare dem selv frem for at bede det offentlige om hjælp, selv om de havde ret til den. I dag er det kun 27 procent.

Værdien af hårdt arbejde
Brian Mikkelsen nævnte et andet et eksempel på, hvad han mener er skred i klassiske dyder og værdier i et samfund:
- Danmark er det land i verden, hvor færrest forældre mener, at hårdt arbejde er en afgørende værdi at give videre til sine børn. Under 5 procent af danskerne svarer, at de lærer eller vil lære deres børn værdien af at arbejde hårdt. Den var altså ikke gået før i tiden. Dengang var det en dyd at bestille noget. At være flittig. At sætte tæring efter næring. Og at være selvhjulpen.
- Men i dag kigger vi ikke længere efter os selv, når vi har problemer her i livet. Vi kigger til staten og kommunen. Dermed lægger vi flere og flere opgaver over på det offentliges skuldre frem for selv at gribe i egen barm. Den debat skal vi tage, så vi kan få udviklingen vendt, fastslog Brian Mikkelsen.

Brigittes eventyr
Den lokale folketingskandidat, Brigitte Klintskov Jerkel, der også medlem af byrådet i Greve, tog tilhørerne med tilbage i tiden fra, da hun selv var et barn og voksede op og fortalte sin grundlovstale som et eventyr.

- Der var engang en lille pige, der blev født i et lille og fredeligt land. Faktisk så fredeligt, at mange indbyggere ikke låste deres døre om natten. Og kom der fremmede til riget, med ønske om at slå sig ned der, så tog man vel imod dem og behandlede dem på samme måde som sine egne. For den gang havde man respekt for sine medmennesker - uanset farve, kultur eller religiøs overbevisning - blot de havde et ønske om at bidrage positivt til samfundet.
- Netop de værdier bevirkede, at det lille land blev til et så rigt samfund, at det havde råd til at give sine borgere en masse goder, som mange andre lande end ikke kunne drømme om. Eksempelvis gratis sygehjælp, gratis uddannelse, gratis biblioteker, gratis skoler, gratis plejehjem osv. Infrastrukturen blev opbygget, så det var let for borgerne at komme fra a til b. Og de visionære politikere skabte også gode muligheder for de borgere, som havde eller ville starte egen virksomhed. For uden dem var der jo ingen penge til fællesskabet, sagde hun.

Fra eventyr til virkelighed
Brigitte Klintskov Jerkel gik fra idyllen i barndommen til virkeligheden i dag, hvor hun mente, at skiftende regeringer har sat det blinde øje for kikkerten, når de skulle løse landets problemer:
- Derfor har vi i dag et samfund, hvor mindretallet forsørger flertallet. Men også mange mennesker, der ikke forstår hvorfor, at vort land i dag har et parallelsamfund, hvor enten rockere eller "nydanskere" lever efter egne regler. Konsekvensen af den slappe politik er jo, at egoismen vokser, advarede hun.

Altid de andres skyld
Den lokale folketingskandidat påpegede også en anden tendens med, at hvis folk kommer i vanskeligheder, er det aldrig deres egen skyld, men altid andres eller samfundets skyld.

- Hvornår ser vi et folkeligt oprør, der én gang for alle vil sige: Nu er det nok! Og vil forlange at få et samfund, hvor det igen kan betale sig at gå på arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse? Vil forlange, at det igen skal være trygt at kunne gå på gaden om natten? Vil forlange, at der skal gøres mere for de syge og de ældre. Vil forlange, at vi afskaffer de såkaldte parallel-samfund, som vi i øjeblikket ser vokse op rundt i landet?

Et borgerligt oprør
Den konservative politiker efterlyste en folkelig bevægelse, der vil genindføre den sunde fornuft.
- I fællesskab kan vi genskabe de klassiske værdier, som er nødvendige for at skabe en fremtid for vores børn. Værdier, som skal ruste Danmark til også i fremtiden at kunne klare sig både nationalt og globalt. Jeg håber, at alle I, der er kommet her i dag også vil give jeres bidrag til den kamp, sluttede hun.

Billeder


Pressekontakt

Claus Dyremose
Vælgerforeningsformand
  43 69 60 39
Brigitte Klintskov Jerkel
Byrådsmedlem i Greve, folketingskandidat i Greve-Solrød kredsen
  51726025

Firma

Det Konservative Folkeparti i Greve
Storeholm 42
2670 Greve, Danmark

  43 69 60 39

www.konservative.dk/greve

Modtag nyheder fra Det Konservative Folkeparti i Greve på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.