16/04-18
-
Pressemeddelelse
Klaus og Servants kåret som ”Årets Dansktop Live Navn 2018” i Boxen
Det var en stolt og glad Klaus Strand-Holm, der sammen med sit populære band kunne gå på scenen lørdag aften for at modtage Dansktopprisen som Årets Dansktop Live Navn. Radio- og TV-vært Jørgen de Mylius var med og ønskede til lykke til bandet, som han har skrevet flere hits til.
Med medie-kändisserne Keld Heick, Thomas Evers og Anette Kokholm som værter blev den danske populærmusik lørdag aften hyldet ved et brag af en gallafest i Herning.
Her fyldte musik og underholdning fra veteraner som Dario Campeotto, Johnny Reimar, Dorthe Kollo og Richard Ragnvald samt talenter som Tine Schlichting og Anne-Mette Rix Jyske Bank Boxen, da 50 års jubilæet for Dansktoppens første radioudsendelse blev fejret, og Årets Dansktoppriser samtidig blev uddelt.
Årets Dansktoppris arrangeres af ugebladet FamilieJournalen og består af ni priser, hvor en række forskellige solister og bands er nomineret i forskellige kategorier. Klaus & Servants, der i mere end fem årtier har været på farten med Klaus Strand-Holm i spidsen, var nomineret i tre kategorier. Mens Kandis vandt i kategorien ”Årets Dansktop Gruppe” var det Klaus & Servants, der høstede prisen for ”Årets Dansktop Live Navn”.
Flere hits med Jørgen de Mylius
Showet markerede samtidig 50 året for første udsendelse med Dansktoppens hitliste. Radio- og TV-vært Jørgen de Mylius var også med og ønskede et stort til lykke til bandet, som han har skrevet flere hits til. Blandt andet ”Kundskabens Træ” og ”Første Lille Trin”, der er en rørende hyldest til livet og handler om en lille piges livsforløb fra barn til voksen.
- Tekster skal ramme et eller andet i folks hjerter. Klaus og bandet fik fortolket teksten og melodien helt perfekt, og den opnåede da også en førsteplads på Dansktoppen, så den rørte noget i lytterne, fortæller Jørgen de Mylius, der har fulgt Klaus & Servants gennem alle årene og er imponeret over, hvordan bandet har kunnet omstille sig gennem flere årtier, så de stadig er efterspurgt over hele landet og fortsætter med at lave hits.
Men roserne gik under aftenens show begge veje:
- De fleste af de bands, der er her i aften, er enten børn af Jørgen de Mylius eller kan takke ham for, at de er her, siger Klaus Strand-Holm med fasthed i stemmen og uddyber:
- Jørgens mange programmer som Top20, Tipparaden og Eldorado skabte jo en interesse for populærmusikken, som vi savner i dag. Derfor er jeg glad for, at DK4 nu laver TV-shows som ”Syng Med & Tip Et Hit” og at FamilieJournalen har søsat ”Årets Dansktoppris” som en ny tradition. Og de mange publikummer som vi møder i aften og rundt om i landet viser jo, at interessen er der endnu, understreger Klaus Strand-Holm.
Vinderne fik publikum på dansegulvet
Publikum fik flere smagsprøver på, hvorfor juryen havde valgt det populære band til prisen. Under showet spillede således Klaus & Servants flere af deres egne hits, der stadig kan få folk op af stolene og ud på dansegulvet som ”Herstedvester”, ”Den Bedste Pige” og ”Bank 3 Gange”.
Men herudover hyldede Klaus & Servants den folkekære og for nyligt afdøde Teddy Edelmann ved at give en forrygende version af ”Himmelhunden”, hvor alle i salen rejste sig og klappede med. Og da TV2’s kameraer efter udsendelsen var slukket og der blev budt op til after party for publikum, gav Klaus & Servants den fuld gas med Volbeats ”For Evigt” og DJ Ötzis populære afterski-klassiker ”Hey Baby”. Med et fyldt dansegulv bekræftede publikum entydigt juryens valg af vinder i denne kategori.
Relevant information
TV2 MidtVest
https://www.tvmidtvest.dk/artikel/her-er-alle-vinderne-til-dansktop-prisen-2018
TV2 Øst
https://www.tveast.dk/artikel/lokale-musikere-til-prisfest-her-er-de-nominerede-til-dansktop-prisen
Pressekontakt
Karin Strand-Holm
55 99 21 95