Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/10-23   -   Pressemeddelelse

50 musikshows hitter på DK4



Ved efterårsferiens start blev syvende sæson af TV-musikshowet Syng Med & Tip Et Hit skudt i gang på DK4. Klaus & Servants er underholdningsbandet, som sammen med en række folkekære kunstnere og solister spiller populære hits fra de seneste seks årtier – og får både publikum i koncertsalen og hjemme i stuerne til at gætte med. Med den nye sæson passerer Klaus & Servants 50 TV-udsendelser på DK4.

Hvad der efter en TV-optræden startede som en idé i bandleder og kapelmester Klaus Strand-Holms hoved, blev efter brainstorming og sparring med hustruen Karin til konceptet ”Syng Med & Tip Et Hit”.
- Jeg deltog i et af de mange gode aften-underholdningsprogrammer med dygtige kolleger fra musikbranchen. Og det var bestemt underholdende. Især for os på scenen, smiler Klaus Strand-Holm, som efterfølgende grublede over, hvordan man kunne inddrage publikum mere i de musikalske gætterier.

Musikalsk samvær
Gennem 50 år har han stået i spidsen for underholdningsbandet Klaus & Servants, der er kendt for hits som ”Herstedvester”, ”Bank 3 gange” og ”Den bedste pige”. Men herudover turnerer Klaus Strand-Holm også rundt i landets seniorklubber og plejehjem sammen med sin hustru Karin, som selv er aktiv med undervisning i linedance og andre musikalske aktiviteter, der skaber liv i en forsamling.
- Klaus og jeg kommer meget ud til steder, hvor det modne publikum samles om mad eller kaffe og et par timers hyggeligt samvær, hvor vi så leverer den musikalske underholdning. Vi fandt så på, at i stedet for, at det er en tv-vært eller musikere, der stiller spørgsmål til hinanden, så kunne man jo inddrage publikum ved at vi stiller spørgsmål til de numre, der bliver spillet, fortæller Karin Strand-Holm, som nyder dialogen og den direkte kontakt med publikum.

Enkelt koncept
Og efter en række optrædener, hvor de med succes prøvede musikquiz-konceptet af, var parret klar til at tage rundt i landet og præsentere musikalske gætterier som et nyt tilbud for arrangører i forsamlingshuse, seniorklubber og beboerforeninger.
- Konceptet er enkelt. Jeg spiller nogle numre. Karin stiller spørgsmål. Publikum skal gætte svarene. De noterer på en tipskupon, og i pausen trækker vi en vinder, siger Klaus Strand-Holm, som dermed fik indfriet ambitionen om, at publikum skal være med til at have det sjovt.

Stor skala
Udover at spille ved byfester, kroarrangementer, firmafester og selskaber er Klaus & Servants også kernen i Dansk Slager Parade, hvor bandet sammen med en række folkekære solister hvert år turnerer rundt i Danmark, og henover årets første kvartal kommer gennem 20 danske byer.
- Her fik vi den idé, at hvis nu vi tilsætter konceptet fra Dansk Slager Parade til gætterierne fra musikquizzen, så kunne vi faktisk præsentere et ret stort setup med mange publikummer i salen - og hvor vi endda kunne invitere seerne hjemme i stuerne med, siger Klaus Strand-Holm, som allerede havde samarbejdet med DK4 om fire shows fra underholdning på DFDS-færgen til Oslo samt fire jule-shows fra DK4’s Aarhus-studie.

Stjernespækket program
Karin og Klaus Strand-Holm udviklede herefter sammen med DK4 dét TV-koncept, der skulle vise sig at være et seerhit. Optagelserne til de otte næste udsendelser af det populære musikshow blev afsluttet i september. Og første udsendelse i den syvende sæson, der passerer 42 quizshows og således når op på 50 musikalske udsendelser i alt med Klaus & Servants, er netop blevet sendt på DK4 her i efterårsferien.

Seerne kan i den kommende sæson glæde sig til at møde deltagere som Henning Vilén, Anders Bircow og Thomas Eje, Nice Little Penguins, Western Girls, Bottle Boys, De Damer, Ulrik Aaby, Sound of Shadows, Louise Espersen, Swing Sisters med Kirsten Siggaard, Lise-Lotte Norup og Kirsten Vaupel, Absolute Abba med Lise Haavik og Mette Uhrnfeldt samt mange, mange andre – foruden altså Klaus & Servants, der både spiller deres kendte hits og helt nye numre fra deres kommende album.


Relevant information

Se trailer for showet:
https://www.youtube.com/watch?v=9JkGu15438o

Website:
http://www.klausogservants.dk


Billeder


Pressekontakt

Karin og Klaus Strand-holm
  55 99 21 95

Firma

Key Sound ApS
Stadionvej 15
4720 Præstø, Danmark

  55 99 21 95

www.klausogservants.dk ​

Modtag nyheder fra Klaus & Servants på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater