03/11-15
-
Pressemeddelelse
Hvert tiende danske selskab er et zombieselskab
Flere end 23.000 danske selskaber, svarende til hver tiende selskab, eksisterer i en zombie-lignende tilstand - på kreditorers nåde og uden mulighed for vækst, viser en ny analyse fra FSR i samarbejde med Experian.
En hidtil upåagtet gruppe af danske selskaber henslæber en tilværelse som levende-døde selskaber uden mulighed for at komme ud af deres gæld eller låne til at live op på ny.
Over 23.000 danske selskaber, svarende til hver tiende selskab, lever i en zombie-lignende tilstand på kreditorernes nåde. Et zombie-selskab er et tabsgivende selskab med lav kreditværdighed, der ikke har indtjening til at afdrage på renter og gæld og derfor er fastlåst i en situation uden håb om bedring.
Resultatet fremkommer i en ny analyse foretaget af FSR - danske revisorer - i samarbejde med analysevirksomheden Experian. Analysen er baseret på et udtræk af 226.757 årsregnskaber fra Experians database.
Holdt kunstigt i live
"Analysen viser, at vi har en situation, hvor en relativ stor del af danske selskaber henslæber en tilværelse som levende-døde selskaber uden fremtidsudsigter. Det er selskaber, der ikke kan låne penge, og som ikke kan investere og innovere. De bliver holdt kunstigt i live, alt imens de mister kunder, medarbejdere og økonomien sander mere og mere til", siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR - danske revisorer.
Konsekvenser for samfundet
"Spørgsmålet er, om det er gavnligt for samfundet", siger administrerende direktør i Experian, Jens Hjortflod.
"I stedet for at holde liv i selskaber uden vækst og med lav produktivitet, var pengene måske bedre brugt på mere levedygtige initiativer. Omvendt er der nok også en del af disse selskaber, som repræsenterer en reel værdi samt arbejdspladser og som med den rette hjælp og rådgivning kunne blive til sunde virksomheder".
Ifølge analysen genererede 53 pct. af de danske selskaber i 2014 et negativt resultat før renter og skat (EBIT), hvilket betyder, at de reelt ikke har haft en indtjening, der kan dække renter og afdrag på deres gæld. 12 pct. af selskaberne har oven i en soliditetsgrad under 10 pct. hvilket kan oversættes til, at selskaberne har belånt mere end 90 pct. af selskabets samlede værdier. Endelig har 10 pct. af selskaberne både negativ EBIT, en soliditet under 10 pct. og en meget lav kreditrating.
Konkursrisiko kan forudsiges
Jens Hjortflod påpeger, at det er vigtigt for potentielle kreditorer og investorer at kunne identificere de inaktive selskaber, før der tilbydes kredit eller investering.
"Vores opgave som kreditbureau er at sikre, at vurderingerne bliver så nøjagtige som muligt. Vi skal kunne anslå risikoen for betalingsvanskeligheder 6-12 måneder i forvejen, og bestræber os konstant på at udvikle nye features, der kan hjælpe vores kunder med at vurdere konsekvenser ved at handle med virksomheder med en lavere kreditrating", siger Jens Hjortflod, Experian.
"For det er jo ikke sådan, at en lav rating betyder, at der ikke skal være nogen handel - måske skal den bare ikke foregå med kredit. "
På kreditors nåde
Ifølge Tom Vile Jensen er den meget lave rente formentlig en medvirkende årsag til zombie-fænomenet. Med lave renter kan nødlidende selskaber holde sig levende-døde længe, hvis kreditorerne samtidig undlader at stille krav om, at selskaberne skal betale af på gælden.
"En del af disse selskaber bliver uden tvivl holdt i live af deres kreditorer, der ikke ønsker at nedskrive deres tab. På lidt længere sigte er der dog en stor risiko for, at mange af disse selskaber bliver erklæret konkurs. Dermed stopper al aktivitet i selskaberne, og den værdi og de arbejdspladser, som selskaberne repræsenterer, forsvinder", siger Tom Vile Jensen.
Mange zombier inden for handel og transport
Analysen viser, at det typiske zombie-selskab er et yngre og mindre selskab med en samlet værdi på fire mio. kr. eller derunder. Tre ud af fire zombie-selskaber svarende til godt 17.000 selskaber er 10 år eller yngre.
Ser man på branche, finder man den største andel zombie-selskaber inden for branchen Handel og transport mv. Knap 22 pct. af alle zombie-selskaber er inden for handel- og transportbranchen, som også repræsenterer selskaber inden for hotel og restauration. Den næststørste gruppe af inaktive selskaber findes inden for gruppen af holdingselskaber, som udgør 17, 3 pct. af alle zombie-selskaber. Også branchegruppen Erhvervsservice har med 11,8 pct. en relativ høj andel levende-døde selskaber.
-------
BOKS
Hvad er et Zombie selskab ?
Betegnelsen har hentet inspiration fra fiktionens og filmens verden. I USA og UK er betegnelsen ofte blevet brugt om nødlidende selskaber, der er ude af stand til at afdrage på deres gæld.
Relevant information
ANALYSE: Hvert tiende danske selskab er et zombie-selskab
Pressekontakt
Tom Vile Jensen
Erhvervspolitisk direktør, FSR - Danske Revisorer
+45 41 93 31 51