02/09-14
-
Pressemeddelelse
Udsigt til byggeboom i Valby
Valby står overfor et regulært byggeboom. Det skyldes blandt andet udviklingen af Carlsberg Byen, som for alvor tager fart i disse år. Samtidig er der masser af andre områder i bydelen, der vil blive udviklet parallelt med Carlsberg Byen. Byens Ejendom afholder den 30. september 2014 en konference, hvor der vil være mulighed for at høre mere om de mange store udviklingsprojekter i Valby.
Partnerselskabet Carlsberg Byen P/S, som ejer og udvikler størstedelen af Carlsberg-området, har anmodet Københavns Kommune om at udarbejde lokalplan- og kommuneplantillæg med henblik på at muliggøre 82.000 kvadratmeter ny bebyggelse fordelt på boliger, erhverv, skoler, institution, butikker og skoler på den gamle bryggerigrund.
Lokalplanen er én af mange, der skal bane vejen for den massive udvikling, som Valby står overfor. Den 30. september 2014 afholder Byens Ejendom en konference med fokus på bydelens udvikling i de kommende år.
- Ud over udviklingen af Carlsberg Byen, vil deltagerne blive præsenteret for mange af de andre projekter, der er i støbeskeen i Valby. Det gælder blandt andet udvikling af FLShmidt-grunden og Grønttorvsgrunden, hvor der er store planer for både boliger og erhverv. Blandt oplægsholderne på konferencen er Brian Abildgaard, der er direktør for Grøntorvsgrunden, fortæller Piotr Szutowicz, der er redaktør og konferencechef hos Byens Ejendom.
Med Grønttorvets udflytning til Høje Tåstrup er der givet grønt lys til salg af den 165.000 kvadratmeter store grund i Valby, tæt ved Ny Ellebjerg og Vigerslev allé stationer. En rammelokalplan for grunden, der blev vedtaget i 2011, giver mulighed for byggeri af ca. 250.000 kvadratmeter og samlede investeringer på mellem 6 og 7 mia. kr. i bolig og erhverv.
Samtidig bygges der boliger på livet løs i Valbys nye bydel Valby Syd, hvor befolkningstallet forventes at blive mere end fordoblet fra ca. 6.000 i dag til ca. 13.000 i 2028. Boligselskabet Domea har taget hul på udvikling af Valbys nye kvarter, Følager, med opførelsen af 46 familieboliger, som forventes klar i 2015. Karsten Pedersen, der er byggechef i Domea, vil på konferencen give deltagerne et indblik i den massive udvikling, som Valby Syd står overfor.
Dertil kommer udviklingen omkring Ny Ellebjerg Station, der udbygges til en af landets helt store trafikknudepunkter.
- Konferencen kommer naturligvis ind på selve udbygningen af Ny Ellebjerg Station, men der sættes også spot på udviklingen omkring stationen, som allerede er i fuld gang, siger Piotr Szutowicz.
Totalentreprenør Casa A/S har indgået et samarbejde med Lærernes Pension om opførelsen af et nyt stort bolig- og butiksprojekt kaldet 'Jacobsens Have' i tilknytning til Ny Ellebjerg Station. Det 14.500 kvadratmeter store projekt er udviklet af Tetris og tegnet af arkitektfirmaet Entasis og har en værdi af 300 mio. kr.
Mikkel Thorvald Madsen fra Entasis vil på konferencen fortælle om 'Jacobsens Have' og om perspektiverne for udviklingen af det 180.000 kvadratmeter store område omkring stationen, mens Jakob Keinicke Sørensen, der er specialkonsulent hos Københavns Kommune, vil fortælle om udbygningen af selve stationen med blandt andet Sydhavnsmetroen.
Samtidig er Valby Lokaludvalg repræsenteret ved formand Michael Fjelsøe, som vil fortælle om, hvordan lokaludvalget i samarbejde med Københavns Kommune er med til at udstikke de overordnede linjer og udarbejde planer for den kommende udvikling af bydelen. Endelig vil Henrik Jensen, der er adm. Direktør for De Forenede Ejendomsselskaber, fortælle om udviklingen af FLShmidt-grunden.
- Konferencen vil både give deltagerne et overblik over og et indblik i de mange projekter, der er under opsejling i Valby. Den giver en unik chance for at komme bag om både de politiske processer, der danner grundlag for udviklingen, og for at høre mere om de mange potentielle investeringsmuligheder, der er i bydelen, slutter Piotr Szutowicz.
Han oplyser, at der stadig er mulighed for at tilmelde sig konferencen. Det kan man gøre via Byens Ejendoms hjemmeside.
Pressekontakt
Piotr Szutowicz
Redaktør og Konferencechef
+45 2323 4650