Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/03-15   -   Pressemeddelelse

Praktikophold endte med to 12-taller og mange værdifulde input

Rasmus Pedersen og Nikolaj Rasmussen, der er studerende på Maskinmesterskolen i Fredericia, har tilbragt ti uger i praktik i Caverions Service Management afdeling i Fredericia. Efterfølgende brugte de yderligere ti uger på at skrive deres afgangsprojekt, der tog udgangspunkt i virksomheden. Det slap de ret godt fra. Begge fik et 12-tal for opgaven.

Både praktik og projektforløb
Michael Kirkegaard, der er direktør for Service Management i Caverion, var deres kontaktperson i projektfasen, mens projektleder Elo Godsk Hansen var det i praktikforløbet.
- De har primært hjulpet med drift og vedligehold, blandt andet var de med til at overvåge solcelleanlæggene for Region Syddanmark, fortæller Elo Godsk Hansen.

Godt at få øjne på udefra
Projektopgaven handlede om forandringer i ledelsen, og hvordan det varetages i en koncern som Caverion. Den 80 siders lange rapport udløste topkarakter til både Rasmus og Nikolaj.
- Det har været rigtig godt at få andre øjne til at se på, hvordan vi gør tingene. Rasmus og Nikolaj kom også med en del forslag til andre måder at gøre tingene på, efter at de selv havde prøvet det i praksis, siger Elo Godsk Hansen.
- Det har blandt andet ført til, at vi har fået optimeret et beregningssystem for solcelleanlæg og revideret vedligeholdelsesplaner for installationer i nogle offentlige bygninger, hvor vi står for driften.

Caverion designer, installerer og servicerer energieffektive tekniske løsninger til bygninger, infrastruktur, industrianlæg, marine og offshore. Virksomheden var tidligere kendt som ABB Electric og senest YIT, før den i 2013 skiftede navn til Caverion. I dag er flere end 1000 medarbejdere beskæftiget på de 14 servicecentre, der er spredt over hele landet.

Nyttige input fra maskinmestre
Caverion har hen over året adskillige praktikanter fra uddannelsesinstitutionerne, ikke mindst installatører. Elo Godsk Hansen byder gerne flere praktikanter fra Maskinmesterskolen indenfor:
- I min afdeling arbejder vi med styring, vedligehold og energiledelse. Det er interessant i forhold til maskinmestre. Og min erfaring med Rasmus og Nikolaj er, at vi også får noget den anden vej i form af nogle gode løsninger, som vi kan have gavn af.
- Hver uddannelse har sin egen force. Det kan jeg kun opfordre andre virksomheder til at benytte sig af. Det er en god måde at få friske impulser på, og de unge kommer tit også med nogle spændende og godt tænkte løsninger, fastslår Elo Godsk Hansen.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Caverion Danmark A/S
Vejlevej 123
7000 Fredericia, Danmark

  76 23 23 23

www.caverion.dk

Modtag nyheder fra Caverion Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire