Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/03-16   -   Pressemeddelelse

Caverion henter erfaren ventilationschef til ny projektorganisation



Caverion A/S har ansat Dorthe Hougaard som chef for ventilationsafdelingen for større projekter. Dorthe Hougaard er uddannet teknisk assistent og har gennem sin karriere arbejdet sig op som projektleder og projektchef inden for ventilation i forskellige virksomheder.

Hos Caverion skal Dorthe Hougaard arbejde med store ventilationsopgaver og teknikentrepriser. Opgaver, som den erfarne ventilationsekspert ser frem til at komme i gang med.
- Caverion har udmeldt en ambitiøs strategi, og de har udvist vilje til udvikling. Projektafdelingen har gennemgået en omstrukturering med formålet at styrke alle faggrupper. Jeg er kommet ind i en organisation, som er på en fast kurs, og som nu er på plads. Vi er klar til at udføre de helt store og komplekse opgaver. Nu skal vi i gang med at ansætte flere projektledere, for vi får rigtig travlt, lyder den kontante melding fra Dorthe Hougaard.

Livscyklusløsninger er fremtiden
Caverion i Danmark blev fra årsskiftet lagt sammen med Caverion i Norge og de to landes organisationer udgør nu én division. I Danmark har Caverion flere end 1000 ansatte og en omsætning på godt en milliard kroner. Omdrejningspunktet for Caverion-koncernen er livscyklusløsninger til bygninger og industri.
- Det bliver spændende at arbejde med livscyklusløsninger og OPP-aftaler, hvor man tænker drift og service ind i langvarige aftaler. Ofte går man meget op i pris, men her er kvaliteten også en afgørende faktor, fordi det på sigt kan være billigere at vælge en dyrere løsning i anlægsfasen. Det er helt sikkert en meget spændende måde at bygge på, siger Dorthe Hougaard.

Dorthe Hougaard har arbejdet med ventilation siden 1987, hvor hun blandt andet har arbejdet hos Bravida, Semco og Brøndum, og hun er dermed fagligt velfunderet i forhold til at lede afdelingen.
- Udviklingen i branchen er motiveret af de stramme energikrav til byggeri i dag, og vores ventilationsløsninger skal leve op til disse standarder. Vi skal hele tiden udvikle vores løsninger. Desuden skal vi være de bedste til byggeprocessen. Det er her man skaber de bedste oplevelser for både kunder, aktionærer og medarbejdere, forklarer Dorthe Hougaard.

Branchens bedste arbejdsplads
Caverion arbejder på at blive branchens bedste arbejdsplads, og der gøres en stor indsats for at skabe gode rammer og udviklingsmuligheder for medarbejdere.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at opbygge og udvikle denne projektafdeling. Jeg har altid haft stor glæde af at arbejde sammen med dygtige og engagerede medarbejdere, og jeg glæder mig til at gå i gang med at finde de rette personer. Jeg vil arbejde på, at vi kan blive en gruppe af både erfarne projektledere og tegnestuemedarbejdere samt mange nye medarbejdere, som har lyst at udvikle sig i ventilationsbranchen og være med til at bygge Danmark, siger Dorthe Hougaard.

Dorthe Hougaard, 50 år, er gift og mor til tre store drenge, som alle dyrker sport på højt plan. Derfor går det meste af fritiden med at køre landet rundt med dem. Familien bor i Jordrup, og det er herfra det jyske og fynske entreprisemarked skal dækkes.

Billeder


Pressekontakt

Jørgen Leivsgard Christensen
Direktør for Projekter Danmark
  60106145

Firma

Caverion Danmark A/S
Vejlevej 123
7000 Fredericia, Danmark

  76 23 23 23

www.caverion.dk

Modtag nyheder fra Caverion Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire