19/08-14
-
Pressemeddelelse
Helt elektrisk i Øksnehallen
Vidste du, at bedstemor And var passioneret elbilsejer? At elbilen har mere end 120 år bag sig, og at man har ventet på elbilens gennembrud lige så længe? Teknisk Museums udstilling " Helt elektrisk - Elbiler mod strømmen i 100 år" flytter, med nogle af udstillingens elbiler, fra 27.8 til 4.9 til Øksnehallen i København. Udstillingen går tæt på elbilens lange, spændende og vakkelvorne historie.
Elbilen på udstilling
Elbilen har oplevet et væld af op- og nedture gennem det seneste århundrede. Alligevel bliver drømmen om elbiler ved med at dukke op, og med de nye supereffektive batterier og opladningssystemer mener mange nu, at gennembruddet endelig er lige om hjørnet. På udstillingen "Helt elektrisk! Elbilen mod strømmen", kan man få mere at vide om de elbiler, der har kørt rundt i Danmark, om drømmene og de store visioner - og også om de mange udfordringer, der har spændt ben for elbilen gennem årene. Vi møder den lille folkekære Ellert og selvfølgelig også den Hope Whisper elbil, der kørte galt i Forum i 1983 og for en stund knuste de store elbilshåb.
Midt i udstillingen venter der udstillingens gæster en helt speciel oplevelse, for her kan de nemlig skifte batterier på en dansk Kewet El-Jet fra 1991 - og dernæst sætte sig ind i bilen til en aldeles hæsblæsende og uforglemmelig køretur.
Fra 2014 udstilles BMW i3, der samtidig er sponsor på udstillingen samt en Limited Edition Tesla S model som der kun findes et par stykker af i verden og er lavet til bland andet Drag Race.
Udstillingen afholdes i Øksnehallens foyer og er en del af fagmessen Driving Green, der fokuserer bredt på nu- og fremtidens grønne transportudfordringer.
Med København som europæisk klimahovedstad er begge events en del af det samlede årsprogram, der kører under fællesbetegnelsen Sharing Copenhagen
Såvel udstilling som fagmesse åbner den 27. august 2014 kl 9, og udstillingen kører frem til og med den 4. september, åben alle dagene kl. 11 til 16.
Deltagelse er gratis.
Pressekontakt
Mette Grydehøj Post
Senior Project Manager
35253545
Henrik Ulander
Direktør
35253545