Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/09-14   -   Pressemeddelelse

Singapore på jagt efter dansk vandteknologi

Den 5. september samles danske vandvirksomheder på Ferskvandscentret i Silkeborg for at promovere danske teknologier og løsninger overfor en delegation fra Singapores regering.

Delegationen består blandt andet af Singapores vandforsyning, Public Utilities Board (PUB), som ønsker at lære om danske teknologier og løsninger inden for vand og udforske mulighederne for udviklingssamarbejder med danske vandvirksomheder.

De danske virksomheder inkluderer EnviDan, Kamstrup, IGIS, GEUS og DHI, som alle er en del af det kommende vandhus Danish Water Technology House i Singapore. Det er Ferskvandscentret i Silkeborg, der med Challenge:Water projektet, står i spidsen for at etablere det kommende vandhus.

PUB, som har ansvar for hele vandforsyningen i Singapore fra kilde til rensning og genbrug, er desuden omdrejningspunkt for mange af de udviklingstiltag, som finder sted inden for sektoren. Gennem et tæt samarbejde med lokale og internationale partnere gennemfører de store R&D programmer, som har til formål at understøtte en effektiv, tilstrækkelig og bæredygtig vandforsyning.

Torben Revald, som er Projektchef for Challenge:Water siger:

Det er vigtigt at komme i tæt og direkte dialog med PUB og andre offentlige organer i Singapore, da de åbner dørene til markedet, både i Singapore og resten af Sydøstasien. Et organ som PUB er også en vigtig teknologipartner, som indgår i mange udviklingssamarbejder. Vi tror på, at der gennem udviklingssamarbejder med PUB og lokale Singapore-baserede virksomheder kan skabes en væsentlig synergi, som vil medvirke positivt til at skabe resultater for den danske vandsektors eksport til Sydøstasien.

Singapore er allerede kendt som en teknologihub inden for vand og har et af verdens mest avancerede vandsystemer, både når det gælder vandressourceforvaltning, vandforsyning, afløbssystemer og spildevandsrensning. Men Singapore er konstant på jagt efter bedre og mere effektive løsninger, som kan hjælpe dem til at opnå deres ambitiøse mål om at blive selvforsynende med vand i 2062. I dag er de afhængige af at importere omkring 40% fra Malaysia for at dække deres vandforbrug.

Danske virksomheder har en gylden mulighed for at byde ind med deres løsninger specielt på områder, hvor der kræves noget ud over det sædvanlige.

Torben Revald, som er Projektchef for Challenge:Water siger:

I Danmark er vi meget stærke på blandt andet grundvandsteknologier, reduktion af vandspild og energieffektive løsninger, og det er noget, som Singapore er meget interesseret i at lære mere om, og som de blandt andet skal høre om, når de kommer og besøger os på Ferskvandscentret den 5. september.

Delegationen kommer på besøg den 5. september fra kl. 10-13 på Ferskvandscentret, Silkeborg.

Baggrundsinfo:

Delegationen fra Singapore består af repræsentanter fra 3 organer:

PUB (Public Utilities Board)
PUB forvalter Singapores vandforsyning og arbejder med innovation og udvikling af teknologier med det formål at forøge tilgængelige vandressourcer samtidig med at driftsudgifter holdes på et konkurrencedygtigt niveau. PUB har en stor portefølje af R&D projekter inden for vand.
Læs mere på www.pub.gov.sg

International Enterprise (IE) Singapore
IE Singapore hjælper med at facilitere udviklingssamarbejder mellem udenlandske og singaporeanske virksomheder. De har i en årrække brugt mange ressourcer på at promovere vand i Kina og hjulpet flere Singapore-baserede virksomheder med at starte eksport op til Kina. Deres mission er at promovere Singapore-baserede virksomheder internationalt og fremme international samhandel.
Læs mere på www.iesingapore.com

Economic Development Board (EDB)
EDB er et investeringshus under den singaporeanske regering, som administrerer forskellige programmer, der tilfører kapital til udenlandske virksomheder og partnerskaber, som ønsker at etablere sig i Singapore. Deres mission er at skabe arbejdspladser og vækst for Singapore-baserede virksomheder.
Læs mere på www.edb.gov.sg

Kort om Danish Water Technology House (DWTH)
- Bliver et salgs- og innovationshus for danske vandvirksomheder med base i Singapore.
- Skal hjælpe danske SMV'er med at markedsføre og sælge deres teknologier. Målet er at øge eksporten til Sydøstasien og herved skabe vækst og arbejdspladser i sektoren.
- På sigt vil huset etablere lokale salgskanaler i de forskellige sydøstasiatiske lande.
- Er den del af Challenge:Water projektet, som er finansieret af Region Midtjylland og EU.
- Forventes at åbne officielt i efteråret 2014.

Kort om Challenge:Water Projektet
- Skal omsætte globale udfordringer på vandområdet til konkret forretning for danske SMVér.
- Projektets regionale del kortlægger danske forsyningsvirksomheders behov for nye løsninger og samler derefter vandvirksomheder i konsortier, der skal udvikle løsningerne.
- Projektets globale del etablerer Danish Water Technology House i Singapore.
- Projektet drives af Ferskvandscentret i Silkeborg.

Pressekontakt


Firma

Challenge:Water
Vejlsøvej 51
8600 Silkeborg, Danmark

  89212116
  28930060

www.challengewater.org

Modtag nyheder fra Challenge:Water på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.