Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/09-14   -   Pressemeddelelse

Historisk perle i Carlsberg Byen er nu solgt

En af Carlsberg Byens historiske perler, Det Grå Hus, er solgt til Kähler Design. Salget understøtter Carlsberg Byens ambition om at skabe et unikt, nyt bykvarter i København, hvor moderne arkitektur indgår i samspil med områdets eksisterende og bevaringsværdige bygninger.

Over de næste 10-15 år vil Carlsberg Byen gennemgå en rivende udvikling, hvor nye boliger, butikker og kontorer samt skoler og kulturinstitutioner opføres side om side med bevaringsværdige og fredede bygninger, for at skabe et mangfoldigt, levende og bæredygtigt bykvarter.

Som en del af denne byudvikling er den ca. 1.500 m2 historiske bygning, Det Grå Hus, nu solgt. Bygningen er købt af designvirksomheden Kähler Design, som ejes af Frantz Longhi. Og netop Kähler har en helt speciel tilknytning til bygningen.

"Hos Kähler Design er vi utroligt glade for at overtage den fantastiske og historiske bygning i hjertet af København. Det Grå Hus rummer kulturarv for både Carlsberg og Kähler, vægdekorationen indvendig og udvendig i huset er nemlig i sin tid skabt af Kählers kunstneriske leder, Karl Hansen Reistrup. Så huset har stor betydning for os, og vi ser mange spændende anvendelsesmuligheder i fremtiden," udtaler Frantz Longhi, ejer af Kähler Design.

Reetablering af historisk facade
I forbindelse med salget vil en tilbygning fra 1970 blive revet ned og facaden reetableret med respekt for den originale, historiske hovedbygning. Det Grå Hus kommer således til at bevare sin oprindelige charme og give historisk modspil til de moderne bygninger, der bygges i Carlsberg Byen.

"Reetableringen og bevarelsen af Det Grå Hus understøtter ambitionen om at skabe et unikt, nyt bykvarter i hjertet af København, som netop omfavner både det moderne byggeri og Carlsberg Byens smukke, historiske bygninger," fortæller Morten G. Fossum, kommerciel direktør i udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.

Historien bag Det Grå Hus
Navnet - Det Grå Hus - er fra nyere tid. Oprindelig blev huset omtalt som "Kvaltek", en forkortelse for 'Kvalitetteknisk Laboratorium'. Bygningen husede nemlig tidligere et af Ny Carlsbergs laboratorier.

Den ældste del af Det Grå Hus er bygget i 1875. I 1882 købte Carl Jacobsen ejendommen i forbindelse med grundlæggelsen af Ny Carlsberg. Her brugte administrationen stueetagen, mens første og anden sal fungerede som bolig for en ledende medarbejder. I 1901 ændrede arkitekt Hack Kampmann bygningen med en udvidelse på nordsiden som fordoblede dens areal og tilføjede en forhal, kontorer og et laboratorium. I 1970 blev bygningen atter udvidet, denne gang med en fløj mod vest. Vestibulen er rigt udsmykket med stukarbejder. Over indgangsdøren til huset ses Ny Carlsbergs varemærke og Carl Jacobsens valgsprog "Semper Ardens" - altid brændende. Små detaljer som f.eks dørgreb som elefanthoveder giver ejendommen sin historie og særpræg.

Arbejdet med at udvikle den fredede bygning går nu i gang, bygningen vil dog i første omgang fortsat komme til at huse en del af Carlsberg A/S.

Yderligere oplysninger:
Kommunikationschef Pernille Hebsgaard Rohdemeier, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, tlf. 21 35 51 45, e-mail: phr@carlsbergbyen.dk.

Ejer Frantz Longhi, Kähler Design A/S, tlf. 87 34 06 00, e-mail: fl@kahlerdesign.com.

Fakta om Carlsberg Byen
Over de næste 10-15 år vil Carlsberg Byen gennemgå en forvandling og udvikles til et mangfoldigt, levende og bæredygtigt bykvarter i København, der er attraktivt for både erhvervsliv, beboere og besøgende. Det er Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, som står for udviklingen af den 25 hektar store, tidligere bryggerigrund i hjertet af København. Samlet set opføres godt 564.000 etagemeter blandet bebyggelse. Carlsberg Byen P/S ejes af Carlsberg, Realdania, PFA Pension, PenSam og Topdanmark.

Læs mere om planerne for Carlsberg Byen på www.carlsbergbyen.dk.

Fakta om Kähler Design og Danish Management Group
Kähler Design er en del af Danish Management Group A/S, som er stiftet af Franz Longhi i 1986. Kähler Design udvikler og producerer keramik i samarbejde med de bedste danske og udenlandske designere. Kähler blev grundlagt i 1839 og er i dag en moderne virksomhed med hovedkontorer i Næstved og Århus samt butikker og restauranter i Tivoli i København og i centrum af Århus. Kählers designprodukter har vundet adskillige designpriser og sælges i dag over hele verden - se mere på www.kahlerdesign.com.

Billeder


Pressekontakt

Pernille Hebsgaard Rohdemeier
Kommunikationschef, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S
  21 35 51 45

Firma

Carlsberg Byen P/S
Olivia Hansens Gade 2
1799 København V , Danmark

  +45 70 22 17 99

http://www.carlsbergbyen.dk/

Modtag nyheder fra Carlsberg Byen P/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.