10/09-14
-
Pressemeddelelse
Ny partner hos koldingensisk bureaukomet
Designchef Morten Messer tiltræder som partner i Kolding-virksomheden Customerwise, der hjælper virksomheder med at udvikle og optimere deres netbutikker.
De tre ejere af et af landets førende e-handelsbureauer optager endnu et medlem i kredsen og giver dermed den 31-årige Morten Messer et anerkendende skulderklap for sit kreative arbejde som designchef. Koldingenseren har vist sit værd i de to år, han har været ansat ved Customerwise, og har været med til at levere mange innovative løsninger til stor værdi for virksomhedens kunder. Morten Messer er glad for sin nye rolle som partner og ser det som en anerkendelse af, at han er dedikeret til virksomheden og medarbejderne.
- Jeg er helt vild med Customerwise. Allerede da jeg blev ansat, talte vi om muligheden for, at jeg kunne blive partner, men det lå klart, at jeg først skulle vise mit værd. Det har været lidt ligesom et ægteskab, hvor vi skulle se hinanden an, før vi endelig sagde ja. Men da det kom på tale, tog jeg hjerteligt imod tilbuddet. Jeg elsker at være en del af det her hold, hvor vi bygger noget fantastisk op sammen, fortæller Morten Messer, der for to år siden kom til Customerwise fra en stilling som grafisk designer i webbureauet MCB.
Grafiker med forretningsforståelse
Direktør Henrik Feld-Jakobsen, der i 2010 startede Customerwise med et ønske om at lave værdiskabende e-handelsløsninger, ser partnerskabet som et naturligt skridt i virksomhedens udvikling. Han mener, der ligger en masse budskaber og værdier i sådan et partnerskab, og er sikker på, at det skaber tryghed for både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, at virksomheden har styrket båndet til en nøglemedarbejder.
- Først og fremmest er Morten helt i tråd med de værdier, vi sætter højt i Customerwise. Han er i høj grad virksomhedens mand og enormt vellidt blandt kollegerne. Vi kan simpelthen mærke, når han ikke er på kontoret. Samtidig er han fantastisk dygtig til sit arbejde og formår på fineste vis at kombinere sin specialviden om design med en unik forretningsforståelse. Kunderne værdsætter især Mortens evne til at forstå deres forretning og forklare sine egne ideer, fortæller grundlæggeren om sin nye partner, der fortsætter i stillingen som designchef.
Kunderne vækster
Morten Messer blev ansat i 2012 som den ottende medarbejder hos Customerwise. Siden er e-handelsspecialisterne flyttet ind på en 1.200 kvadratmeter totalrenoveret gård i udkanten af Kolding, hvor hele 20 mænd og kvinder nu knokler for at sikre gode brugeroplevelser i den danske internethandel. Med skabelsen af 12 nye arbejdspladser på blot to år er Customerwise en rendyrket succeshistorie, og Henrik Feld-Jacobsen er altid på udkig efter kvalificeret arbejdskraft til at imødekomme de mange ordrer.
- Vi måler vores egen succes på vores kunders succes, og de har haft en gennemsnitlig vækst i omsætningen på 34 procent det seneste år. Så det går godt. Vi regner med at ansætte to-tre ekstra medarbejdere, inden året er omme, og vi er konstant på jagt efter folk med den samme passion for e-handel som os, siger direktøren.
Han påpeger, at Customerwise er midt i en transition fra at være et udviklingshus til en konsulentvirksomhed, der besidder nogle forretningsmæssige og strategiske kompetencer, så kunderne kan få bygget nethandlen ind i deres eksisterende strategier og salgskanaler - som for eksempel detail.
Pressekontakt
Anders Frandsen
Journalist
51965474