Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/05-18   -   Pressemeddelelse

Danida-projekt bruger Solrød Biogas til at lære u-lande om klimabevidsthed



At få redskaber til at fremme den grønne bevidsthed i udviklings- og mellemindkomstlande var målet, da en gruppe af ni nationaliteter blev vist rundt på Solrød Biogas. Især biogasanlæggets brug af restprodukter blev fremhævet som inspirerende

Mali, Uganda, Indonesien … Solrød Biogas summede af liv, da 20 mennesker med ni forskellige nationaliteter for nyligt var på rundvisning på biogasanlægget.

Besøget var en del af en længere studietur i Danmark under Danida-projektet ’Partnering in Denmark’, hvor målet er at modne udviklings- og mellemindkomstlande til at modtage dansk støtte.
- Denne specifikke tur har et overordnet tema, der handler om grøn vækst, klima og bæredygtighed. Målet er at give deltagerne redskaber til at fremme klimabevidstheden i deres respektive lande og at øge kendskabet til problematikker omkring grøn vækst, fortæller Henrik Borgtoft Pedersen, der er biolog og seniorrådgiver hos Niras, der faciliterede turen, som bragte deltagerne rundt i hele Danmark.

Østerbro, Lejre, Samsø – og Solrød
Således oplevede deltagerne, der var fløjet til Danmark fra Mexico, Columbia, Mali, Uganda, Indonesien, Kenya og Tanzania, blandt andet en gåtur i Klimakvarteret på Østerbro, et visit på en svinefarm i Lejre, flere dage på Samsø, besøg hos Landbrugsministeriet - og altså også rundvisning og oplæg hos Solrød Biogas i Lille Skensved. Alt sammen med et udgangspunkt i teorien omkring det, der kaldes problembaseret læring, oplyser Henrik Borgtoft Pedersen:
- I stedet for blot at sidde og modtage undervisning eller fare fra den ene rundvisning til den anden, kombinerer vi oplæg og ekskursioner med gruppearbejde. Vi håber, at turen kan være med til at åbne op for et mindset, der træder ud af kassetænkningen, oplyser han og tilføjer, at det er positivt, at gruppens deltagere er meget åbne over for nye input.

”Tænk, at et lille land er så langt fremme”
Der blev ivrigt noteret, fotograferet og stillet spørgsmål til Steen Danielsen, der stod for rundvisningen på biogasanlægget. Og alle tegn på jetlag var pakket langt væk hos de besøgende, der kun havde lovord til overs for den del af Danmark, de indtil videre havde oplevet.
- Tænk, at et lille land kan være så langt fremme. Det håber jeg, at vi kan lære noget af i Kenya. Især det her med at de offentlige myndigheder arbejder sammen med private virksomheder – og har succes med det. Helt konkret er det spændende at se, hvordan Solrød Biogas bruger restprodukter til at fremstille blandt andet biogas og gødning, der så kommer tilbage til industrien og landmændene, sagde en begejstret Eric Deche, der er Principal Environmental Educations Officer hos Kenyas miljøministerium.

Håber, at viden kan gives videre
Han blev bakket op af tanzaniske Langelika Soka, der arbejder for en organisation, som rådgiver landbrugsvirksomheder i Tanzania.
- Selv om Danmark på flere måder ligger langt fra Tanzania, så føler jeg, at jeg kan drage hjem med en masse brugbar viden omkring, hvordan landbruget kan bruge restprodukter. Det er en viden og et kendskab, jeg håber, jeg kan give videre til landmændene i mit hjemland, sagde Langelika Soka.

Ansvar over for omverdenen
At Solrød Biogas kan inspirere ikke blot nationalt, men også internationalt er noget, bestyrelsesformand og borgmester Niels Hörup er stolt over:
- Vi er langt fremme, når der kommer til grøn energiproduktion. Det giver os faktisk et ansvar for at lære omverdenen om de positive resultater, vi har opnået hos Solrød Biogas. Hvis vi vil være sikre på, at verden bliver bevaret til de næste mange generationer, er det nu, der skal sættes ind med en større klimabevidsthed, siger Niels Hörup og forklarer, at biogasanlægget i Lille Skensved derfor er indrettet til at modtage og undervise gæster.

Således er der blandt andet store lokaler, velfungerende wifi og et laboratorium, hvor der er mulighed for undervisning og for at se og føle på nogle af processerne på biogasanlægget. Og så har Solrød Biogas været med til at udvikle en række digitale uddannelsesmaterialer omkring grøn energiproduktion til de ældste klasser i folkeskolen.


Relevant information

Solrød Biogas
www.solrodbiogas.dk


Billeder


Pressekontakt

Niels Hörup
Borgmester, Solrød Kommune - Formand, Solrød Biogas A/S
  +45 56 18 20 01
Kaj Holm Rasmussen
Direktør
  24238310

Firma

Solrød Biogas A/S
Solrød Kommune - Teknik & Miljø
2680 Solrød Strand, Danmark

   56 18 20 00

www.solrodbiogas.dk

Modtag nyheder fra Solrød Biogas A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire