Når danske festivalgæster denne sommer besøger de store musikfestivaler, vil de møde en ny tilgang til shots. Queen’s Shots er økologiske og Fairtrade-certificerede, og hele udviklingsprocessen er sket i tæt dialog med festivalerne.
“Vi vil skabe et produkt, der både smager godt og løfter barren for ansvarlighed – og det kræver samarbejde,” siger Anders Skotlander, direktør i Skotlander Spirits.
Festivalerne i front for ansvarlighed
Thomas Keller fra Roskilde Festival udtaler: “Vi arbejder hele tiden på at gøre festivaloplevelsen mere ansvarlig, og det gælder også de drikkevarer, vi tilbyder. Queen’s Shots passer perfekt ind i den ambition med deres fokus på økologi og Fairtrade.”
Det er første gang at shotskategorien opnår Fairtrade-certificering. Fairtrade betyder, at der betales en højere pris for sukker-råvaren. Fairtrade-certificeret sukker er med til at fremme udviklingen mod en mere transparent forsyningskæde i en hårdt ramt sukkerindustri. Produktionen af sukker er ofte tynget af alvorlige klimaforandringer, ekstrem fattigdom, og lave lønninger.
Peter Skoven fra Northside og Tinderbox supplerer: “Det er vigtigt for os at samarbejde med virksomheder, der deler vores værdier. Skotlander har skabt et produkt, der både tager ansvar og smager fantastisk. Sammen vil vi vise, at selv shots kan være bæredygtige.”
Fra baren til fællesskabet
Queen’s Shots er udviklet i tæt samarbejde med festivalernes barteams og deres erfaringer med festivalgæsternes ønsker. Målet har været at udvikle et shots-produkt, der forener godt håndværk med festivalernes engagement i miljø og social ansvarlighed.
“Vi har virkelig mærket, at vi trækker i samme retning,” siger Anders Skotlander. “Vi har haft en tæt dialog om alt fra smag og servering til ansvarlig produktion. Vi har fx udviklet en løsning til forsendelse af rørene, så vi undgår flamingo og plast. Derudover kan der være 15% flere rør pr. palle, hvilket reducerer fragt i både omkostninger og kørte kilometer."
Skotlander Spirits med base i Pandrup, arbejder også aktivt med social ansvarlighed og er netop blevet certificeret som B Corp, hvilket bekræfter, at virksomheden lever op til strenge krav for social og miljømæssig præstation, ansvarlighed og transparens.
Klar til at indtage sommeren
Queen’s Shots blev lanceret i weekenden på Northside Festival og vil herefter kunne opleves på både Tinderbox og Roskilde Festival til sommer. Et nyt kapitel for shots – med respekt for både mennesker og planet.