24/11-15
-
Pressemeddelelse
Ambassadør besøgte Danish Water Technology House
Den danske ambassadør i Singapore, Berit Basse besøgte fornylig Danish Water Technology House (DWTH) på Ferskvandscentret i Silkeborg. Danish Water Technology House er etableret med støtte fra Industriens Fond og hjælper danske vandvirksomheder med at komme ind på markedet i Sydøstasien.
Adm. direktør for DWTH, Omar Christian Thomsen fortalte:
"Ambassaden i Singapore ønsker at understøtte det eksportpotentiale, der er i dansk vandteknologi. Derfor er vi i dialog med ambassaden om at indgå i samarbejder, der kan øge eksporten af dansk vandteknologi til markederne i Sydøstasien. Vi havde en god diskussion om de muligheder og udfordringer der er i regionen og drøftede konkrete samarbejdskonstellationer omkring danske vandinitiativer i regionen."
Singapore - en kanal til Sydøstasien
Singapore er kendt som en global teknologihub inden for vand og har nogle af verdens mest avancerede og innovative systemer, både når det gælder vandressourceforvaltning, vandforsyning, afløbssystemer og spildevandsrensning.
Adm. direktør for DWTH, Omar Christian Thomsen forklarede:
"Det er ikke nødvendigvis i Singapore, det største marked for danske vandteknologiske løsninger er. Men netop fordi de er så dygtige i Singapore vender mange købere fra resten af Sydøstasien øjnene mod Singapore, når de skal shoppe vandteknologiske løsninger, og Singapore bliver en kanal til markederne i Sydøstasien. Derfor valgte vi, sammen med Industriens Fond, at være synlige i Singapore, og vi har netop aftalt med den danske ambassade, at vi indgår i et tæt samarbejde omkring deltagelse i Singapore International Water Week (SIWW) 2016."
SIWW er en stor vandevent, der afholdes i juli i Singapore. Eventen er med deltagelse af delegerede på regeringsniveau, internationale organisationer, erhvervslivet og den akademiske sektor. Sidste gang eventen blev afholdt, fremviste over 800 virksomheder deres innovative teknologier og løsninger, og der var over 20.000 besøgende fra 133 lande.
"SIWW fungerer også som en netværksplatform, hvor der er rig mulighed for at danne partnerskaber, påvirke beslutningstagere, opdage banebrydende teknologi og deltage i visionære dialoger, derfor er vi glade for, at ambassaden nu indgår som en aktiv spiller i vores deltagelse," sluttede Omar Christian Thomsen.
I besøget deltog også Kamstrup A/S, der er meget aktiv på det sydøstasiatiske marked og som er tilknyttet Danish Water Technology House.
Besøget var et led i en række aktiviteter, hvor ambassaden delte viden og erfaring med danske virksomheder med interesse for at tilgå markederne i Sydøstasien og Oceanien.
Pressekontakt
Omar Christian Thomsen
Adm. direktør
21 72 9202
Firma
DWTH ApS
Vejlsøvej 51
8600 Silkeborg,
Danmark
89212121
www.dwth.dk