06/11-14
-
Pressemeddelelse
Boligkontoret Danmark tilbyder nye beboere lån til 3 % i rente
Høje renter i bankerne får almene boligselskaber til at låne nye beboere til indskud i boligen.
Nye beboere, der ikke kan betale indskuddet i deres nye almene bolig, har hidtil været henvist til at låne pengene i en bank. Bankerne kræver i øjeblikket mellem 12 - 17 % i rente for risikofrie lån - kommunerne garanterer for lånet.
Boligkontoret Danmark vil nu tilbyde lån til indskuddet med en rente på 3 % - med låneomkostninger vil den samlede rente udgøre 4-4½ %.
- Vi kan gøre det billigere end bankerne, fordi vi har de relevante oplysninger om boligstørrelse, husleje osv. Det er nemt for os at administrere, og vi kan give vores andre beboere i boligselskabet en bedre forretning af deres opsparede midler. Vi undersøger lige nu de tekniske detaljer for at få lånemuligheden ført ud i livet, udtaler adm. direktør Michael Demsitz.
Boligkontoret Danmark administrerer 60 boligselskaber og pengene udlånes af boligselskabernes samlede henlæggelser. Med det nuværende renteniveau er renteafkastet af henlæggelserne under 3 %. Midlerne placeres af sikkerheds hensyn i obligationer.
- Der er ingen risiko for boligselskabernes og deres beboeres midler, når vi yder et indskudslån, fordi vi naturligvis skal have en kommunegaranti. Det er helt i tråd med boligselskabernes opgave, at vi hjælper økonomisk svage borgere. Der er ingen grund til, at de i bankerne skal betale en urimelig høj rente for lån, der er uden risiko. Boligforeningen 3B tilbyder også deres beboere samme mulighed og jeg ved, at flere andre boligselskaber overvejer at give samme tilbud, udtaler Michael Demsitz.
Boligkontoret Danmark er et af landets store boligselskaber og administrerer 30.000 boliger i Danmark.
Pressekontakt
Michael Demsitz
Adm.Direktør
35448080
Firma
Boligkontoret Danmark
Havneholmen 21
3500 Værløse,
Danmark
73762144
20962590
www.bdk.dk