Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/11-14   -   Pressemeddelelse

Østjysk energidirektør fejrer 40-årsjubilæum

Klaus 'Opfinder' Hansen, mangeårig administrerende direktør for Østjysk Energi, går på pension. Med den succesfulde sammenlægning af fire lokale elselskaber har han sat et flot punktum for karrieren.

Klaus Hansen, direktør for Østjysk Energi siden 1998, kan fejre 40-årsjubilæum - og har samtidig besluttet at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet ved årsskiftet. Det sker et halvt år efter den veloverståede fusion med tre andre lokale elselskaber, som han har spillet en nøglerolle i, og som førte til skabelsen af AURA Energi.

I 1974 blev Klaus Hansen fastansat som ingeniør i det senere AURA Energi, og allerede året efter idriftsatte han et af landets første computerbaserede fjernkontrolanlæg til styring og overvågning af elstationer. En pionerindsats, der gav ingeniøren tilnavnet 'Klaus Opfinder', fordi han aldrig gik af vejen for at konstruere egne løsninger.

Klaus Hansen blev udnævnt til chef for selskabets tekniske afdeling i 1992. En stilling, som ingeniøren varetog indtil 1998, hvor han blev konstitueret som administrerende direktør. Året efter, da stillingen blev permanent, satte Klaus Hansen for alvor skub i processen med at fusionere Odderområdets dengang tre elselskaber.

I 2002 tog Klaus Hansen igen initiativ til samarbejde, da Østjysk Energi sammen med elselskaberne i Brabrand, Galten og Viby etablerede to fælles virksomheder, der havde til opgave at handle med el, rådgive om energibesparelser og varetage den lokale forsyningspligt. Ultimo maj 2014 gik samarbejdet ind i sin næste fase, da de fire elselskaber fusionerede til AURA Energi. Med fusionen blev også indledt et generationsskifte, da Klaus Hansens hidtidige økonomidirektør, Carsten Höegh Christiansen, blev udnævnt til administrerende direktør. Generationsskiftet fuldføres med Klaus Hansens pensionering ved årets udgang - kort efter han fylder 66.

Klaus Hansen har været ankermand på fusionsprocessen i et tæt parløb med Allan Werk, der i dag er bestyrelsesformand for AURA Energi. Efter fusionen fokuserer AURA Energi nu på at udvikle forretningen samt realisere den synergi og de yderligere gevinster, som sammenlægningen muliggør. Eksempelvis er der potentiale for via fibernet at levere tv, telefoni og lynhurtigt bredbånd til endnu flere husstande i selskabets forsyningsområde.

Klaus Hansen har igennem mange år også medvirket aktivt i elsektorens arbejde på landsplan. Han har deltaget i flere arbejdsgrupper under Dansk Energi og har de seneste otte år haft sæde i organisationens direktørudvalg. I fritiden bruger direktøren blandt andet sin energi på jagt, golfspil og rejser. Han glæder sig nu til at få mere tid med familien, der ud over hustruen består af to sønner og fem børnebørn.

Der afholdes reception fredag den 14. november kl. 12-15 hos AURA Energis afdeling på Knudsminde 10 i Odder. Samarbejdspartnere, venner af huset samt alle andre med relation til Klaus Hansen og AURA Energi er velkomne.

AURA Energi a.m.b.a. er forsyningspligtigt elselskab for 110.000 forbrugere i Favrskov, Odder, Skanderborg og Aarhus kommuner. Derudover tilbyder koncernen fibernet, energirådgivning og elinstallation samt driver elbutik i Viby. Forsyningsområdet afgrænses af Horsens Fjord i syd, Ry i vest samt Hammel og Hinnerup i Nord. AURA Energi har 280 ansatte og en årlig omsætning på 1,2 milliarder.

Billeder


Pressekontakt

Christian Fink
Journalist
  20 94 84 74

Firma

AURA Energi
Skanderborgvej 180
8260 Viby J, Danmark

  87­ 92 55 55

www.aura.dk

Modtag nyheder fra AURA Energi på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire