13/05-15
-
Pressemeddelelse
Skolen får varme fra skraldet
Når eleverne på Engelsborgskolen fremover åbner for vandhanen i skolekøkkenet, kommer varmen fra Vestforbrænding. Det nye fjernvarmeanlæg blev indviet i skolegården onsdag formiddag den 13. maj.
- Engelsborgskolen får nu fjernvarme fra Vestforbrænding lige som store dele af Lyngby-Taarbæk Kommune er ved at få det, siger Vestforbrændings bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen. - Med et forventet årligt forbrug på 1.130 MWh vil skolens elever og medarbejdere stå for at spare cirka 85 tons CO2. Det er godt for klima og miljø - og dét er jo ikke mindst vigtigt for de generationer, der går på skolen lige nu og i de kommende mange år.
Kommunen går forrest
- Vi har alle et ansvar for klimaet. I kommunen er ambitionen, at varmeforsyning er baseret på fossilfri brændsel, så vi kan reducere CO2 udslippet så meget som muligt. De kommunale bygninger som Engelsborgskolen spiller en afgørende rolle i vores klimaarbejde og vores mål om at reducere CO2 med 20 % i 2020, siger borgmester Sofia Osmani.
Driftssikker og billig
I Lyngby-Taarbæk ender alle de kommende fjernvarmekunder i det aktuelle projekt med tilsammen at spare miljøet for op til 19.000 tons CO2, og endnu mere vil være sparet med de øvrige projekter, der er ved at blive planlagt.
Fjernvarme er ikke bare miljørigtig, men driftssikker og billig, siger Ole Bondo Christensen. - På Vestforbrænding er vi glade for det helt unikke samarbejde, vi har med Lyngby-Taarbæk Kommune.
Fakta om fjernvarme fra Vestforbrænding:
· I 2014 producerede Vestforbrænding 1.200.000 MWh fjernvarme.
· Vestforbrænding leverer fjernvarme til boliger og virksomheder i Ballerup, Furesø, Gladsaxe, Herlev og (nu) Lyngby-Taarbæk Kommuner.
· Derudover afsætter Vestforbrænding fjernvarme til distributionsselskaberne VEKS, CTR og Hillerød Forsyning.
· Affaldsbaseret fjernvarme erstatter energi, produceret på mere CO2-tunge brændsler som kul, olie og naturgas.
Pressekontakt
Søren Skov
Informationsmedarbejder
44 85 71 26