10/01-17
-
Pressemeddelelse
Dansk Outlet hopper med Frederikshavn på vægten
Et nyt år er for mange lig med intentionen om et sundere liv med færre kilo på kroppen, og i Frederikshavn Kommune inviteres der til fælles slankekur i hold. Et af disse hold er Dansk Outlet Frederikshavn, der både hopper i løbeskoene og på vægten og samtidig sponsorerer præmie til de bedste hold.
Efter en højtid med juleand, flæskesteg og risalamande i lange baner tager de fleste danskere hul på det nye år med lidt for tætsiddende bukser og overflødige kilo sporadisk fordelt på kroppen. Men for mange er det også tid til selverkendelse og beslutningen om at påbegynde en sundere livsstil. I de fleste tilfælde bliver det ved intentionen, men i Frederikshavn Kommune hjælper man borgene lidt ekstra på vej.
Frederikshavn på Vægten er navnet på en 8 ugers slankekonkurrence, hvor hold á 4 personer trækker i træningstøjet og bytter burger ud med broccoli. Blandt de mange deltagende hold er Dansk Outlet i Frederikshavn, der for en stund supplerer kundeservice og tøjsalg med løbeture og vejning. Foruden selv at deltage i forløbet har Dansk Outlet også valgt at være sponsor. Det er der flere gode grunde til.
"Først og fremmest synes vi, at det er et super godt tiltag, som vi meget gerne vil bakke op om. Både i forhold til den generelle sundhed i kommunen, men også i forhold til at aktivere lokalbefolkningen og skabe et endnu stærkere fællesskab. Vi har valgt selv at deltage, fordi vi trænger til at blive strammet op, og samtidig har vi valgt at sponsorere en præmie fra Dansk Outlet. Det må være et incitament at tabe et par kilo og dermed vinde tøj fra vores butik, som man endda kan vælge i en mindre størrelse end normalt," siger Charlotte Sørensen, indehaver af Dansk Outlet i Frederikshavn.
Præmien fra Dansk Outlet er den såkaldte højdespringspræmie, der modtages af det hold, som samlet taber sig mest i den pågældende uge. Hele forløbet strækker sig over 8 uger, hvor kommunens "mest tabende" vinderhold modtager en check på 15.000 kroner. En præmie, som Team Dansk Outlet da gerne vil haver fingre i.
"Vi har et ganske aktivt job til hverdag, hvor vi går mange skridt og sjældent sidder ned. Men den intensive træning bliver der ikke meget af, og derfor er vi klar til at give den fuld gas sammen med resten af kommunen," siger Charlotte Sørensen.
Dansk Outlet og resten af Frederikshavn Kommune hopper på vægten fra 13. januar og efterfølgende står den på blod, sved og grønsager indtil vinderholdet kåres i midten af marts. Det koster 600 kr. pr hold at deltage, men så får man også tilbud om forskellige aktiviteter, kostråd og muligheden for flotte præmier - blandt andet fra Dansk Outlet.
Pressekontakt
Charlotte Sørensen
Indehaver, Dansk Outlet Frederikshavn
92 44 67 21