19/01-17
-
Pressemeddelelse
Det KAN lade sig gøre i Korsør!
Flere butikker har i de seneste år drejet nøglen om i Korsør, men tøjbutikken Dansk Outlet er en undtagelse. På trods af hærværk og tyveri mod butikken strømmer kunderne til Motalavej 147 for at købe tøj og sko til lavpris. "Vi har bevist, at man kan drive en særdeles sund forretning i Korsør," siger indehaver Benny Svendsen.
Da Dansk Outlet i slutningen af 2013 åbnede butikken med outlet-tøj til hele familien på Motalavej 147, var der mange, som rystede på hovedet. Hvordan skulle en tøjbutik kunne løbe rundt i Skousens og Bivas gamle lokaler på 2300 m2? "I holder et halvt år, før der igen er tomme lokaler," lød den pessimistiske dom fra omverdenen til indehaver Benny Svendsen. Men de tog fejl.
Her godt tre et halvt år senere er butikken mere proppet end nogensinde før. Varesortimentet bliver løbende udvidet og allerede det første år præsenterede butikken et regnskab, der var yderst tilfredsstillende for en detailbutik med tøj og sko. Siden da er omsætningen steget år efter år - men det har ikke været uden bump på vejen. Flere gange har butikken været udsat for hærværk, og senest blev 10 ruder smadret om morgenen den 31. december. Alligevel kan Benny Svendsen med glæde konstatere, at det ikke afholder kunderne fra at strømme til butikken.
"Der har været en lang række negative historier i Korsør om butiksdød, kriminalitet og generel afmatning. Det er historier, som vi ikke kan benægte. Men man kan godt drive en særdeles sund forretning her i byen, og det er vi stolte over at kunne bevise. Korsør er andet og meget mere end hærværk og trusler. Det er også en by med en skøn lokalbefolkning, der er er klar til at købe, hvis produkterne og priserne er de rigtige. Det er vigtigt at pointere - både overfor os selv, men også overfor kommende erhvervsdrivende, der overvejer at slå sig ned i Korsør," siger Benny Svendsen.
Benny Svendsens kone og medejer, Pernille Svendsen, har tidligere været bosat i netop Korsør, og derfor har det været vigtigt for parret at gøre butikken til en succes. Selvom der har været alvorlige udfordringer undervejs, så har Benny og Pernille Svendsen aldrig overvejet at give op.
"Vi vil ikke lade os styre af udefrakommende faktorer, og selvom vi til tider har mødt stor modstand, så har vi hele tiden troet på, at butikkens koncept ville sejre. Vi møder enorm opbakning fra korsoranerne, men også folk fra Skælskør, Slagelse, Sorø, Ringsted og Kalundborg tager i stigende grad turen til vores butik i Korsør. Takket være denne trofaste kundeopbakning samt det faktum, at vi hver uge får nye kunder udefra, kan vi nu investere endnu mere i butikken. Vi vil blandt andet udvide og optimere vores sortiment af jeans, sweatshirts og skjorter fra kendte mærker, hvor man sparer 30 - 80% i forhold til almindelige tøjbutikker," lyder det fra Benny Svendsen.
Dansk Outlet i Korsør er den sjette ældste butik i kæden, der dags dato har 21 butikker fordelt over det meste af landet. Ligesom tilfældet er i Korsør oplever de øvrige butikker også solid fremgang, og kædens målsætning er at runde 50 butikker inden for de kommende år.
Pressekontakt
Benny Svendsen
Indehaver, Dansk Outlet Korsør
53600251