27/01-17
-
Pressemeddelelse
1 år efter branden: Dansk Outlet er genopstået fra asken
Dansk Outlet i Nykøbing Mors fejrer 1-års dag. Ikke for butikkens åbning, men for den skæbnesvangre eftermiddag i januar sidste år, hvor butikken stod i flammer. Men hårdt arbejde og stærkt sammenhold har gjort, at butikken i dag er genfødt og tilbage for fuld kraft.
Når man kigger på Dansk Outlets facade i Nykøbing Mors, er der ikke meget, der indikerer, at butikken for et år siden stod i flammer. Om eftermiddagen den 16. januar blev indehaver Mikkel Kudahl således kaldt ud til sin Dansk Outlet-butik, hvor brandfolk så småt havde fået kontrol over flammerne.
Branden var påsat i butikkens personalerum, men både lager og butik fik voldsomme brandskader. Branden satte nogle grimme ar på både butikken, men også på sjælen af Mikkel Kudahl, der kunne se alt det hårde arbejde gå op i røg.
"Det var et kæmpe chok at se sin butik - sit andet hjem - gå op i røg. Uden at kunne gøre noget. Det var et hårdt slag for mig og resten af personalet, for vi havde arbejdet hårdt på at gøre butikken lækker og indbydende for vores kunder. Men da det værste chok havde lagt sig, gav vi hinanden håndslag på, at butikken hurtigst muligt skulle bygges op igen. Det blev den, og vi kan med stolthed i stemmen sige, at det nu går bedre end nogensinde" siger indehaver Mikkel Kudahl.
Selvom branden i butikken på Nørrebro 174 var et hårdt slag, så gav det samtidig muligheden for at starte på en frisk - og se butikken med andre øjne. For Mikkel Kudahl har det nemlig handlet om at se det positive i den tragiske hændelse.
"Vi vil gerne markere denne dag, selvom vi naturligvis helst havde været den foruden. Men det er samtidig en del af historien og et vidnesbyrd om, at vi har formået at genskabe vores dejlige butik, som kunderne holder af at besøge. Netop kundernes loyalitet har være årsagen til, at vi trods branden stadig driver en sund forretning, og det vil vi gerne belønne. Derfor kører vi i næste uge et "brandgodt" tilbud på vores lækre mærker for at fejre vores genfødsel," lyder det fra Mikkel Kudahl.
Tilbuddet finder sted på mandag i Dansk Outlet Nykøbing Mors, hvor der er mulighed for at vælge tre varer og kun betale for to. Mikkel Kudahl og resten af personalet står klar bag disken fra klokken 10 - 17.30.
Pressekontakt
Mikkel Kudahl
Indehaver, Dansk Outlet Nykøbing Mors
92 44 67 29