11/10-16
-
Pressemeddelelse
Højskoleformiddage om islam, religiøs reformation og tillid
Aarhus Domkirke byder endnu engang inden for til Højskoleformiddage i Domkirkens hus. To spændende foredrag under overskrifterne "Det er ikke vores krig" og "Tillid som den danske X-faktor" er på programmet.
Så er det atter tid til Højskoleformiddage i Domkirkens hus. Allerede den 27. oktober inviterer Aarhus Domkirke til foredrag ved lektor i religionsvidenskab Jesper Sørensen under overskriften "Det er ikke vores krig: Islam, modernitet og religiøs reformation". Oplægget lyder, at der i den danske debat ofte efterspørges en reformation af Islam som en potentiel løsning på både integrationsproblemer og Vestens forhold til Mellemøsten. Jesper Sørensen stiller i foredraget spørgsmålet om, at denne reformation måske allerede er i fuld gang med alt hvad deraf følger af vold, mobilisering og opbrud i etablerede hierarkier.
Den 10. november gæster professor i statskundskab Gert Tinggaard Svendsen Domkirkens hus med et foredrag, der tager udgangspunkt i kulturminister Bertel Haarders lancering af sin danmarkskanon i sin søgen efter "det særligt danske". Men hvad er det særligt danske? Ifølge Gert Tinggaard Svendsen er det særligt for danskere, at vi er verdensmestre i tillid, og at det er et held for os. Med dette som omdrejningspunkt præsenteres foredraget "Tillid som den danske X-faktor".
Højskoleformiddagene er arrangeret af Aarhus Domkirke og foregår fra kl. 9.45 til kl. 12 i Domkirkens hus, Sct. Clemens Gård, Kannikegade 12, 1. Der er gratis adgang for alle og mulighed for at købe kaffe og rundstykker.
Billedtekst: Aarhus Domkirke inviterer igen til Højskoleformiddage. Mød blandt andre professor Gert Tinggaard Svendsen til foredraget "Tillid som den danske X-faktor" den 10. november.
Pressekontakt
Brian P. Ørnbøl
+45 42 21 55 12